Person bruger telefon. Arkivpressefoto fra Amadeus.

Amadeus opkøber amerikansk AI-virksomhed

Amadeus har endnu engang udvidet forretningen. Denne gang med en amerikansk AI-virksomhed, som bruger AI til at gøre rejsesøgningen nemmere.

Vi befinder os i en tid, hvor branchen bevæger sig fra AI-pilotprojekter til egentlig anvendelse. Det mener man i hvert fald hos Amadeus, som har opkøbt virksomheden SkyLink for et uspecificeret beløb for at ruste sig til næste skridt, hvor man forventer at levere AI-løsninger i stor skala.

Amadeus oplyser i en pressemeddelelse, at man sigter efter at gøre rejsebookinger smartere, mere automatiserede og hurtigere ved at tilføje SkyLinks AI-drevne samtaleteknologi til sin produktportefølje.

SkyLink har sit hovedkontor i New York, og virksomheden har særligt fokuseret på at forbedre oplevelsen ved forretningsrejser, og virksomhedens løsninger gør det muligt for rejsende at booke og administrere fly og hoteller via samtaler på få sekunder, mens virksomheder ifølge Amadeus kan opnå betydelige besparelser samt produktivitetsgevinster, når medarbejdere frigør tid til mere værdiskabende arbejde.

Giver mulighed for at øge skala
Amadeus påpeger, at man i SkyLink har set en virksomhed, som formår at skabe en hurtigt voksende anvendelse med titusindvis af gennemførte bookinger.

Amadeus’ egen strategi er bygget på skalerbarhed, og Atyab Bhatti, administrerende direktør og medstifter af SkyLink, oplyser, at virksomheden nu netop skal øges i skala.

“Ved at kombinere vores AI-native teknologi med Amadeus’ globale skala og rækkevidde i branchen kan vi udrulle vores teknologi hurtigere og bringe stærke nye funktioner, der gavner både rejsende og virksomheder i hele rejseindustrien. Det er et afgørende tidspunkt at levere konkrete AI-løsninger på, og sammen med Amadeus kan vi accelerere den næste fase af innovation i rejsebranchen,” siger han.

Hos Amadeus arbejder koncernen med at integrere AI-drevne samtalelag, som gør det lettere for kundernes medarbejdere at få adgang til indsigt og udnytte eksisterende funktioner bedre. SkyLinks løsning betyder, at man gennem en chatbot kan booke sin rejse. Chatbotten svarer igen med mulige rejser, som den mener passer til kunden, og til sidst er det kunden selv, som bekræfter bookingen.

På længere sigt vil man udvide de AI-drevne samtalefunktioner ud over forretningsrejser til også at omfatte flyselskaber, lufthavne, hotelbranchen og det bredere rejseøkosystem, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa går sammen med Amadeus om ny teknologi

Amadeus skal give Scandic større overblik

Amadeus: AI-agenter indtager rejsebranchen