I går tog Udenrigsministeriets initiativer til at ophæve det røde kort (alle ikke nødvendig rejser frarådes) til “et der er forskellige risici forbundet med ophold i Egypten. Trusselsbilledet er dog ikke af en sådan karakter, at Udenrigsministeriet på nuværende tidspunkt finder anledning til at fraråde rejser til landet “.
Det betyder med andre ord, at bestilte rejser ikke længere kan afbestilles uden de sædvanlige regler ved afbestilling. Normalt ville det også betyde, at afbrudte charterserie genoptages, men det er et spørgsmål om det vil ske. Nogle har allerede meddelt, at de betragter Egypten som færdig i programmet resten af vinteren, andre har sagt denne og næste sæson.
Med den rolle Egypten har spillet i Muhammed-sagen og med den modtagelse nogle danske turister har været udsat for, er lysten til at rejse til det spændende ferieland dalet ganske betydeligt.
STAR TOUR LADER EGYPTEN HVILE
Danmarks største rejsearrangør, Star Tour, besluttede tidligere på måneden, på baggrund af Udenrigsministeriets rejsevejledninger, at aflyse alle rejser til Egypten og Marokko resten af vintersæsonen.
5.000 kunder har enten fået ændret rejsen til andet rejsemål eller pengene retur.
Beslutningen står ved magt, selvom Udenrigsministeriet ikke længere fraråder rejser til landene.
“Vi har mærket forbehold overfor muslimske rejsemål hos vores kunder i forbindelse med alt det postyr. Derfor holder vi fast i, at lade Egypten hvile i nogle måneder endnu. Vores mål er at starte igen i maj,” fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
I forbindelse med den seneste tids uro i flere muslimske lande, har Star Tour set en markant fremgang i salget af sommerrejser til gamle klassikere som Mallorca, Kreta og en række andre ikke-muslimske feriemål.
Top 5 hos Star Tour over populære sommerferielande:
1 Grækenland
2 Spanien
3 Bulgarien
4 Portugal
5 Cypern
Tagget med: Star Tour

STANDBY.DK Nyt om rejser

