EU dropper krav om standardmål på bagage

Britiske lufthavne (bortset fra Gatwick) tillader fra i dag igen flyselskaberne selv at træffe beslutningen om, hvor meget bagage deres passagerer skal have lov til at tage med op i kabinen.
Samtidig har et sikkerhedsudvalg under EU anbefalet Kommissionen, at man frafalder den planlagte ensretning af standardmål, for hvor meget håndbagagen må måle.

I løbet af januar vil EU-Kommissionen meddele, at det fortsat er op til de enkelte flyselskaber selv at fastsætte reglerne, da det ikke skønnes at have nogen sikkerhedsmæssige konsekvenser. Derimod fastholdes indtil videre de nye regler om plastposer og væsker.
EU-Parlamentet har foreslået at ophæve bestemmelserne, men briterne stritter imod. Derfor er den beslutning udskudt til hen mod årets slutning.

(Berlingske Tidende, d. 7. januar, 2008)

Skrevet af