Høje oliepriser ødelægger luftfartsoverskud

I går onsdag steg oliepriserne til nye højder, og det har fået luftfartssammenslutningen IATA til at revurdere sin forventning til branchens samlede luftfartsoverskud i år. De seneste fire år har flyselskaberne i IATA samlet set ikke kunne præstere et overskud, men netop i år forventede man, at branchen samlet kunne skabe overskud. Denne forventning bliver sværere og sværere at imødekomme efter olieprisens fortsatte himmelflugt. “Jeg skal være meget optimistisk for at tro på, at selskaberne kan opnå det forventede samlede overskud i år på 1,2 mia. dollar med de øjeblikkelige alarmerende høje oliepriser,” sagde chefen for IATA Giovanni Bisignani på et pressemøde i Bruxelles.
Den prognose, som IATA lavede i december 2004, var baseret på en oliepris på 34 dollar pr. tønde, men i går kostede en tønde 56 dollar – svarende til 40 pct. over det forventede niveau.
Verdens luftfartsselskaber havde i 2004 et samlet underskud på 4,8 mia. dollar. De 31 europæiske luftfartsselskaber opnåede i 2004 det første overskud siden 1998 med et samlet plus på 980 mio. dollar.
(Børsen, 17/3)

Skrevet af