Airbnb bliver partner med VisitAarhus på samme vilkår som øvrige hoteller og attraktioner i turismesamarbejdet. Foto: Thomas Nørremark.

Aarhus i samarbejde med Airbnb

Airbnb er blevet partner hos Aarhus’ officielle turistorganisation, VisitAarhus, på samme vilkår som øvrige hoteller og attraktioner. Sidste år var der over 200.000 Airbnb-overnatninger i Aarhus.

Det er første gang, at en dansk by indgår partnerskab med Airbnb – og det nye partnerskab mellem VisitAarhus og Airbnb hilses med tilfredshed af en række hoteldirektører i Danmarks næststørste by. Som en del af byens turismefællesskab skal Airbnb nu også tage del i indsatsen for og udgifterne til at promovere Aarhus og dermed tiltrække flere gæster.

”Det er glædeligt, at Airbnb vil bidrage kontant til at markedsføre Aarhus over for omverden. Og det er flot, at det er lykkedes VisitAarhus at få Airbnb til at tage medansvar for at styrke turismen i Aarhus, som de øvrige partnere i VisitAarhus har været med til gennem mange år,” siger direktør på Montra Hotel Sabro Kro, Jakob Wätjen, i pressemeddelelse fra VisitAarhus.

Samme toner kommer fra Flemming Poulsen, direktør for det store Comwell-hotel i det centrale Aarhus: ”Det er meget positivt, at Aarhus søger at etablere samarbejde med en aktør som Airbnb. Vi skal være nysgerrige på, hvordan vi kan benytte den stigende interesse for Aarhus til at skabe endnu mere vækst til byen. Det må være måden, man bedst ruster sig til fremtiden på,” siger han.

VisitAarhus’ partnerskab med Airbnb skal trække flere internationale gæster og nye segmenter til Aarhus. Der er ifølge VisitAarhus ingen bekymring for, at Airbnb kannibaliserer på hotelmarkedet i Aarhus.

”Vores erfaring har været, at mere kapacitet betyder øget turisme. Derfor er vi meget optimistiske omkring, at Airbnb nu melder sig ind i samarbejdet med VisitAarhus og dermed forpligter sig i indsatsen for at øge turismen i Aarhus til gavn for os alle,” siger direktør i Scandic Hotels Denmark West, Jesper Buus.

Airbnb har stor procentdel i Aarhus
De kommercielle hotelovernatninger i Aarhus er over en million om året, og er vokset 86 procent fra 2011 til 2017. Omvendt var der sidste år 61.500 Airbnb-gæster i Aarhus, hvor de overnattede gennemsnitligt 3,5 nætter, cirka 215.000 overnatninger.

”VisitAarhus og Airbnb indgår partnerskab og stifter dermed det første samarbejde nogensinde mellem en officiel dansk turistorganisation og den førende platform for privat udlejning, Airbnb. Samarbejdet skal øge turismen og styrke den internationale promovering af Aarhus som attraktiv rejsedestination,” siger direktør i VisitAarhus, Peer H. Kristensen, og tilføjer:

”Aarhus har store ambitioner for byen og for turismen. Målet er, at vi i 2025 har fordoblet antallet af gæstenætter til to millioner, og i den forbindelse er Airbnb et stærkt og nødvendigt middel til vækst. Med samarbejdet sikrer vi viden og adgang til et attraktivt, voksende segment, der kan sprede fortællingen om Aarhus til nye verdenshjørner. Derfor er det helt naturligt for os at samarbejde med Airbnb – som vi samarbejder med alle andre turismeaktører i byen.”

Relaterede artikler:

Horesta utilfreds med ny lov om Airbnb

Aarhus vil tiltrække dobbelt så mange turister

Horesta får chef for turisme- og oplevelsesøkonomi