Dansk kvinde kongreschef i Canada

“Jamen, jeg skal stort set lave det samme i Vancouver, blot uden personaleansvar,” siger Dorte Ottesen som i denne tid har de sidste arbejdsdage hos WoCo.



Lejligheden er sagt op, møblerne solgt. Nu venter en udfordring og et eventyr den 47-årige. Men det var ikke uden betænkeligheder, at hun sagde Ja, da tilbudet kom fra Tourism Vancouver i november om at blive Manager, Meeting and Convention Sales, International.



Canadierne var blevet opmærksom på hende gennem kongresnetværket BestCities.net – her samarbejder foruden København og Vancouver også Cape Town, Dubai, Edinburgh, Melbourne, San Juan i Caribien og Singapore om at tiltrække internationale kongresser.

“De valgte nok mig pga. mit netværk – og fordi de ikke kunne finde nogen med samme kvalifikationer i Canada,” siger Dorte Ottesen. Ansættelsen skulle godkendes mange steder i det bureaukrati-glade Canada, før hun måtte komme ind i landet og arbejde.



Inden Dorte Ottesen kom til WoCo var hun i ti år PCO (Professionel Congress Organizer) hos Novo Nordisk.



“Tilbudet fra Vancouver var en unik chance. Jeg tænkte længe over henvendelsen, også fordi en flytning vil berøre min 16-årige datter. Men efter sommerferien er hun færdig med sin efterskole og flytter så over til mig for at gå på high school,” siger Dorte Ottesen til Take Off.



Dorte Ottesen er en af de udenlandske eksperter som trækkes til Vancouver, der om fire år er vært for Vinter-OL 2010.



“I mit job skal jeg være med til at tiltrække kongresser til Vancouver og bl.a. sørge for at det lokale Bella Center, som udvides i 2008, bliver fyldt,” siger Dorte Ottesen.

Indtil hun har fundet et hjem i den smukke by, skal hun lære byens kongreshoteller at kende ved at bo på dem den første måneds tid. Vancouver har med 13.000 hotelværelser lidt færre end København.



“Dorte er højt respekteret i den internationale møde- og kongres-industri, og vi er stolte over, at hun valgte Vancouver som sit nye hjem,” siger Dave Gazley, Tourism Vancouvers vicepræsident med ansvar for Meeting and Convention Sales, i en pressemeddelelse og tilføjer:

“Under Dorte Ottesens otte år som WoCos kongreschef, er København konstant blevet placeret som en af verdens ti bedste kongresbyer.”



I øvrigt får den hyggelige lufthavn i Vancouver til april sit tredje daglige United Airlines-fly fra Frankfurt.



HB

Skrevet af