Ryanair-fly i Billund Lufthavn. Foto Marieke van Hulst Pedersen, Theaviationplatform.dk

Aflyste Ryanair-passagerer har flere rettigheder

Delvist EU-støttede Forbruger Europa peger på en række rettigheder passagerer har efter Ryanair har aflyst trafikering af Billund Lufthavn. Disse omfatter dog ikke ret til økonomisk kompensation.

Ryanair flyver ikke fra Billund Lufthavn efter den 1. april. Sidste år havde Ryanair over 1,2 millioner passagerer til og fra Danmarks næststørste lufthavn.

Delvist EU-støttede Forbruger Europas danske afdeling peger i en pressemeddelelse på flypassagerers rettigheder ifølge gældende EU-forordning. EU-forordning 261/2004 omhandler fælles bestemmelser om kompensation og bistand til flypassagerer ved boardingafvisning, aflysning eller lange forsinkelser.

Forbruger Europa skriver, at passagererne blandt andet har ret til tilbagebetaling af prisen for flybilletten for den aflyste flyrejse. Rettighederne omfatter også ombooking til den næste ledige afgang – også selvom det er med et andet flyselskab end Ryanair; eller ombooking til en afgang på et senere tidspunkt efter passagerens eget valg, påpeges det.

”Hvis Ryanair ikke tilbyder disse muligheder, kan berørte passagerer skrive til flyselskabet og gøre opmærksom på sine rettigheder,” hedder. Og er man i tvivl, kan Forbruger Europa kontaktes for hjælp og vejledning.

Ingen kompensation
Selvom man har ret til en ny flybillet eller refusion, har man ikke krav på økonomisk kompensation. Det skyldes, at Ryanair har informeret om aflysningerne mere end 14 dage før den planlagte afgang, lyder det fra Forbruger Europa.

Hvis ikke Ryanair tilbyder en ny rejse, også med et andet flyselskab eller tilbagebetaling af billet, skal man først kontakte Ryanair. Hvis ikke flyselskabet svarer inden for seks uger, eller man ikke er enig i svaret, kan man gratis klage til Trafikstyrelsen.

Der er også muligheden at kontakte en såkaldt flykompensationsvirksomhed. Disse tjener penge ved at tage et honorar af de beløb, de får hevet hjem til berørte passagerer fra flyselskaberne.

I det kommende sommertrafikprogram, der træder i kraft 30. marts, havde Ryanair i højsæsonen planlagt op til 91 ugentlige flyvninger fra Billund til 24 destinationer. Samtlige er nu forsvundet fra bookingsystemerne, skrev Check-in.dk i sidste uge. Sidste år var der 1,25 millioner passagerer på Ryanair-ruterne til og fra Billund.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-aflysninger: Danske rejsebureauer ønsker hjælp

Ryanair reducerer trafikprogram i Aarhus Airport

Dansk domstol havde 11.000 sager om flykompensation