Per Møller Jensen, vicepræsident i SAS for varemærker, marketing og EuroBonus, har fredag sidste arbejdsdag i SAS. I dag har han afskedskaffe med SAS’ koncernchef – hvad fremtiden skal bringe ved han ikke. ”Men jeg taler med en masse,” siger han til standby.dk
En af SAS’ største personligheder gennem mange år, 52-årige Per Møller Jensen, forlader flyselskabet. Sidste arbejdsdag er fredag i denne uge – herefter står den på en lang ferie.
Efter 25 år i SAS søger Per Møller Jensen nye udfordringer. Hans farvel til SAS blev i går markeret ved uformel afskedsreception i SAS-bygningen i Kastrup.
”Jeg taler med en masse om et nyt job og glæder mig til at prøve noget andet i eller udenfor rejsebranchen, men intet er på plads endnu,” sagde Per Møller Jensen ved afskedsreceptionen til standby.dk
Spurgt om hans største succeser – og skuffelser – i SAS gennem sine 25 år, sagde Per Møller Jensen:
”Vores kundeloyalitetsprogram, EuroBonus, er vi lykkedes godt med. EuroBonus har nu 20 års jubilæum. Jeg vil savne den enorme korpsånd i SAS og at skulle sige farvel til mange gode kolleger. Dem har jeg set mere til end min familie.
Jeg har været privilegeret med at arbejde for SAS i udlandet – og har været med til at føre SAS gennem udfordringer fra at være et monopol/duopol flyselskab og komme ind med SAS på et meget konkurrencefyldt marked.”
”Blandt mine skuffelser i SAS har været, at det aldrig lykkedes at få den fulde effekt fra vores datterselskaber som f.eks. Airbaltic, Estonian og Spanair – eller Cimber Air.”
Per Møller Jensen startede sine 25 år i SAS som marketing trainee, senere kom han til SAS Cargo, Strategic Marketing, Marketing International, blev General Manager Hong Kong, VP (vicepræsident) Asia & Pacific, VP Europe, Middel East and Africa, VP SAS International, VP Marketing and Sales Denmark og endte som VP Brand (varemærker), Marketing and EuroBonus.
I 19 af sine 25 år i SAS har Per Møller Jensen været udstationeret i udlandet; bl.a. Bangkok, Hong Kong, London og Los Angeles.