Det skal være nemmere at holde styr på forretningsrejser. Det mener man hos Amex GBT og SAP Concur, som har søsat et nyt AI-værktøj, der samler flere funktioner.
Det er vist ikke til at komme udenom, at kunstig intelligens har vundet indpas i vores liv, også hos virksomheder, som bruger AI til at planlægge og administrere deres rejseaktiviteter.
Derfor har softwarevirksomheden SAP Concur og American Express Global Business Travel (Amex GBT) sammen skabt en ny fælles platform, der samler hele erhvervsrejseoplevelsen i én løsning, oplyser de to virksomheder i en pressemeddelelse.
Den nye platform bærer navnet Complete, og den kombinerer booking, betaling, udgiftsstyring og kundeservice, og den bygger på AI.
Forening af tjenester
Konkret er det Amex GBT’s markedsplads og rejsetjenester og SAP Concurs udgiftsstyring, som bliver kombineret.
De to virksomheder håber, at resultatet af værktøjet vil være en mere effektiv og enkel rejseoplevelse – både for de rejsende og for de virksomheder, der skal holde styr på processerne bag.
”Mange virksomheder oplever i dag, at deres rejse- og udgiftsløsninger ikke taler sammen, medarbejderne booker ét sted, udgifter registreres et andet, og data skal samles manuelt bagefter,” siger Stefan Tarp, partnerdirektør i SAP Concur for Europa, Mellemøsten og Afrika, og tilføjer:
”Med Complete samler vi alt ét sted og fjerner unødvendige mellemled. Det handler om at gøre erhvervsrejser enklere, smartere og mere gennemsigtige.”
Inkluderer millioner af overnatningssteder
De to virksomheder bag den nye platform oplyser, at den indeholder mere end 600 flyselskaber og to millioner overnatningssteder direkte i Concur-systemet. Det, mener man, vil gøre rejseaktiviteter mere sammenhængende og effektive.
De rejsende får ifølge pressemeddelelsen adgang til flere rejsemuligheder og mere fleksible løsninger, mens virksomheden får ét samlet overblik over hele rejseaktiviteten – fra booking og betaling til udgiftsstyring og rapportering.
AI’en hjælper for sit vedkommende med at finde smartere rejsemuligheder, optimere udgifter og give rejsende hurtig support via en integreret chatfunktion. For virksomheder skulle det gerne betyde mere effektive processer, færre fejl og mindre administrativt arbejde.
”Vi ser en tydelig bevægelse i markedet mod helhedsløsninger, hvor brugeren ikke længere skal tænke over, hvilket system de bruger – de forventer bare, at det hele fungerer. Det er netop den oplevelse, Complete leverer,” siger Stefan Tarp.
Relaterede artikler:
Bookingplatform: Mange rejsebureauer frygter AI

STANDBY.DK Nyt om rejser


