Air Berlin styrker sit Berlin-hub

Strukturforbedringer åbner flere destinationer for passagererne ved flyvninger via Berlin. Siden sommer har flyselskabet haft mere end 6.000 ugentlige forbindelser til og fra Berlin med indtil 22 fly i seks daglige ’bølger’.

Det har sikret, at transferpassagerer fra de nordiske lande og fra Østeuropa har fået endnu bedre forbindelser til Middelhavet, internt i Tyskland, i Østrig og Schweiz. Desuden er der gode forbindelser via Berlin til langdistance destinationer som Phuket, Miami, Bangkok, Dubai og Tel Aviv.

Der er sket en fordobling af transfermulighederne i forhold til sidste år , og selskabet har denne sommer kunnet konstatere en 50% forøgelse i antallet af transferpassagerer.

Air Berlin passagerer fra de nordiske lande og Østeuropa er de flittigste brugere af de nye muligheder og her topper passagerer fra Helsingfors og Oslo, fulgt af passagerer fra Göteborg og Stockholm, mens kunder fra København og Moskva følger lige efter.

Det største trækplaster for de nordiske transferpassagerer er Mallorca, mens de forbedrede forbindelser til Bangkok også virker tiltrækkende

Fra Østeuropa er det især destinationer som Paris og Milano, der trækker, tæt fulgt af Mallorca og Malaga.

Antallet af flyvninger fra Oslo, Helsingfors og Göteborg til Berlin er blevet fordoblet til to om dagen, hvilket allerede var gældende fra København og Stockholm siden 2009.

"De tidlige afgange har gjort flyvningerne til Berlin mere attraktive – ikke mindst for forretningsrejsende”, siger Joachim Hunold, CEO i Air Berlin.

Skrevet af Flemming Juul