’Hvorfor skulle Lufthansa ønske at overtage SAS?’

Jørgen Lindegaard, SAS koncernchef fra 2001 til 2006.

LUFTFART: ”De opnår ikke noget, de ikke kan levere selv”, siger fhv. koncernchef Jørgen Lindegaard, og der er næppe heller risiko for monopol i Skandinavien på grund af Norwegian.

Selv om det nu snart er 12 år siden, Jørgen Lindegård forlod SAS efter at have været den første dansker nogensinde som flyselskabets koncernchef, følger han naturligvis udviklingen på nærmeste hold fra sit domicil i Rungsted. Og han glæder sig over den fremgang, som det nys overståede årsregnskab viser for tredje år i træk og med optimisme i beretningen for det nye år, som allerede er begyndt fra november.

Når standby.dk spørger, om han tror på fortsat konsolidering i luften og om Lufthansa er i færd med at sætte sig på hele Europa og netop har fået EU’s afslag på at måtte overtage østrigske NIKI sammen med Air Berlin, siger han: ”Hvorfor skulle Lufthansa ønske at overtage SAS? De opnår ikke noget, de ikke kan levere selv med deres egne lavprisselskaber. SAS er ikke en konkurrent på langruterne, og der er ingen synergier. Samtidig er SAS godt på vej mod at få udskiftet både overenskomster og det gamle dyre personale. Så nu går det fremad for flyselskabet.”

Ejerforhold betyder ikke noget
Tror du EU i givet fald ville stoppe et opkøb af SAS fra for eksempel Lufthansa, hvis de skulle have lyst. I din tid var der jo en tæt forbindelse?

”Det hele vil afhænge af, om en eventuel overtagelse af SAS skønnes at forhindre en naturlig konkurrence på området. Med andre ord afhænger det af, om EU regner Norwegian for store nok til at sikre kunderne mod monopollignende forhold i Skandinavien, da ingen andre er store nok til at klare dette.

Det tror jeg faktisk er tilfælde med eller uden afgivelse af slots i Kastrup. Om det er Lufthansa eller private aktionærer inklusive staterne, der ejer SAS, mener jeg ikke har nogen betydning mere al den stund, at der ingen beviser er for, at størrelse betyder noget.

Ingen lavere omkostninger ved fusion
Lavere priser sikres via lavere omkostninger, og en fusion mellem flyselskaber har mig bekendt aldrig medført, at omkostningerne er blevet lavere for den nye, større enhed. Specielt nu, hvor der også kommer konkurrence på langruterne” slutter Jørgen Lindegaard.

Han forlod SAS efter et opgør med piloterne i 2006 om deres rettigheder og selskabets enhedsomkostninger, som betød, at det kostede penge hver gang, der gik et langrute fly i luften.

Hans udgangs kommentar for seks år siden i Danske Flyvejournalisters jubilæumsbog ’Som tiden flyver’ var baseret på krise. Den ser ud til at være overstået. Og en hel del er opnået siden. Dengang sagde han:

”Jeg ved, hvor irriterende det er, at en tidligere VD udtaler sig om noget, som vedkommende ikke mere har ansvaret for. Jeg håber, at SAS kommer gennem kriser og overkapacitet i luftfarten generelt. Jeg har stadig ikke mødt et selskab, der fungerer bedre eller leverer et bedre produkt, når medarbejderne viser, at de både kan og vil.”

 

Relaterede artikler:

Lufthansas drømme om SAS blokeret af EU

Lufthansa byder på Alitalia

Lufthansa og Easyjet tager hovedparten af Air Berlin