airBaltic er Airline of the Year

Bertolt Flick, president og CEO for airBaltic er særdeles glad for kåringen og lover, at selskabet vil fortsætte sin udvikling og vækst på trods af de vankelige markedsvilkår. Adm. direktør Jørgen Nielsen fra Cimber Sterling betragter hæderen som endnu et klap på skulderen, som han lader gå videre til sine entusiastiske medarbejdere.

 

ERA begrunder sit valg med, at ’airBaltic har gjort en betydelig indsats for at udvikle en ny forretningsmodel for at omlægge sig selv fra en punkt til punkt lavprisoperatør til et ruteselskab og har haft succes med at opbygge Riga til en vigtig og effektiv hub’.

 

airBaltic har haft en betydelig vækst trods markedsproblemer i de baltiske lande og har en høj standard med hensyn til både drift og kundeservice.

 

Sølv-prisen til Cimber Sterling blev begrundet med, at opkøbet af Sterling Airways var en modig handling, som har ført til en fuldstændig ændring af Cimber Airs tidligere forretningsmodel, gjort med en stor vilje til forandring og ambitiøse mål for øje. Cimber Sterling beskrives som en virksomhed med en dynamisk forretningsstrategi, som har været hurtig til at udnytte mulighederne for at bevæge sig ind på et nyt marked. Desuden har Cimber Sterling gennemgået en eksplosiv vækst, siden januar 2009, med åbningen af 39 nye destinationer, som har forøget Cimber Sterlings markedsandele på hjemmemarkedet.

 

ERA er en sammenslutning, som varetager interesserne for den interne europæiske flybranche. Der er 200 medlemmer, hvoraf 60 er flyselskaber, 25 er lufthavne og de resterende er andre typer af virksomheder i flybranchen. Medlemmerne driver flytrafik på 390 europæiske byer i 55 lande med 1.100 fly og har årligt over 70 millioner passagerer.

Skrevet af Flemming Juul