Airbus på vej med grønne fly

Nu lover Airbus helt nye og langt mere miljøvenlige fly inden udgangen af 2020. De grønne fly skal både bruge mindre brændstof og reducere udledningen af CO2 markant, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
”Både vi og den øvrige luftfartsindustri er på jagt efter en revolution, når det gælder teknologien i luftfarten,” sagde Tom Enders, topchef i Airbus, for nyligt på et møde i den internationale luftfartsorganisation IATA i Istanbul.

Nye fly som Airbus A380 og Boeing 787 Dreamliner udleder op mod 20 pct. mindre CO2 end den tidligere generation af fly. Både Airbus og Boeing har eksperimenteret med alternative brændstofteknologier, herunder brændselsceller, men på det nuværende stade er teknologien ikke tilstrækkelig udviklet. Der er også lavet forsøg, hvor selve flykroppen designes som en stor vinge, som det kendes fra det avancerede militærfly Stealth. Men også disse planer er opgivet. I stedet arbejder man nu på en kombination af forbedrede teknologiske løsninger.

Skrevet af Simon Jørgensen