Under skolernes vinterferie tager mange danskere bilen til skisportssteder. Alarmcentralen SOS International opfordrer til at forberede sig på en bilferie med corona som blind makker.
Selv om Danmark genåbner næsten hele butikken på tirsdag, er det ikke tilfældet i resten af Europa.
”Indrejsekrav og restriktioner varierer fra land til land, og de kan ændre sig fra dag til dag. Så man skal virkelig undersøge det grundigt, inden man kører hjemmefra og derudover holde sig opdateret undervejs,” siger Anette Bjørn Juncher, operationel manager for Rødt Kort-ordningen hos alarmcentralen SOS international, i en pressemeddelelse.
Klassiske skidestinationer som Østrig og Sverige har flere gange for nylig ændret indrejsekrav, men uforudsigeligheden stopper ikke ved restriktionerne, påpeger SOS, der har hovedkontor på Frederiksberg ved København.
Ventetid på værksted og færre lejebiler
Pandemien kan medføre komplikationer, hvis man for eksempel får brug for et værksted eller en lejebil, lyder det fra SOS International. ”Vores erfaringer under pandemien er, at der kan forekomme ventetid både på værksteder og i forhold til skaffe reservedele,” siger Anette Bjørn Juncher.
Samtidig er der et begrænset antal og udvalg af lejebiler på markedet. Det udfordrer udlejningsselskaberne, og i de nordiske lande kan det blive svært at få lejebiler over landegrænserne. ”Det betyder, at en eventuel hjemtransport kan blive med toget. Det kan være godt at have i baghovedet, når man pakker til ferien,” siger Anette Bjørn Juncher.
SOS har en række gode råd til skiturister, der kører i bil til rejsemålet. Disse omfatter blandt andet at undersøge lokale lovkrav på rejsemålet til sikkerhedsudstyr, og afprøve snekæder hjemmefra, så man ved, hvordan de monteres.
På destinationen bør diesel tænkes lokalt. I udlandet er der ofte tilsat additiver, som forhindrer brændstoffet i at fryse, oplyser SOS, der også anbefaler at parkere i en opvarmet garage. Og når man køre i elbil, skal man være forberedt på, at strømforbruget kan være større end normalt på grund af opvarmning, køkørsel og lave temperaturer.
SOS International er ifølge egne oplysninger en af de førende assistanceorganisationer i Norden. Alarmcentralen ejes af 13 af de største forsikringsselskaber i Norden.
Relaterede artikler:
Østrig lemper indrejseregler for danske skiturister
Raskmeldte er for hurtige til at booke ny ferie