”Der er i øjeblikket mere end fire gange så mange kunder, som anvender deres afbestillingsforsikring, sammenholdt med før pandemien,” lyder meldingen fra If Forsikring.
”Vi har aldrig oplevet så stor brug af afbestillingsforsikring, som vi gør nu. Mange testes positiv lige før deres afrejse og kan derfor ikke tage af sted, og så har de brug for deres afbestillingsforsikring,” siger Eva Lindberg Vibe, produktchef for privatforsikringer hos If Forsikring.
Forsikringsselskabet skriver i en pressemeddelelse, at flere raskmeldte er for hurtige til at booke ny ferie efter endt coronaforløb. De kan blive ramt af fortsat positive test, selv om de er blevet raske, hedder det.
Der er den sidste uges tid kommet 60-70 procent flere henvendelser end normalt fra kunder med spørgsmål om rejser og rejseforsikringer. ”Det svarer til 500-600 kundehenvendelser om ugen, alene vedrørende rejse- og afbestillingsforsikringer”, siger produktchefen.
Ifølge Eva Lindberg Vibe har danskerne svært ved at finde hoved og hale i krav og restriktioner. Hvert land har forskellige restriktioner.
”Det forstår vi og det er meget naturligt. Man skal dog være opmærksom på, at det er de indrejsevilkår, der er aktuelle 72 timer før afrejse, som danner grundlag for, om man kan bruge afbestillingsforsikringen,” siger hun og tilføjer:
”Er man utryg eller har man bare ikke lyst til at tage af sted, som situationen er lige nu, anbefaler vi, at man undersøger muligheden for at ombooke og udskyde ferien.”
Raskmeldte skal tænke sig om inden feriebooking
En af de udfordringer, flere danskere støder på, er at en række af de populære vinter-rejsemål stiller krav om negativ coronatest ved indrejse. Har man har været smittet de seneste 12 uger, kan en PCR-test vise positiv, selv om man er rask, da der fortsat kan være inaktiv virus i kroppen, lyder det fra If.
Forsikringsselskabet har fået henvendelser fra nyligt raskmeldte, der har været for hurtige til at booke ny ferie, og derfor ikke kan indfri kravet om negativ test, og derved risikerer at blive nægtet indrejse, selv om de ikke længere er syge.
”Det har været kendt længe, at man kan teste positiv i de første måneder, efter man er blevet rask. Derfor bør man ikke afslutte et coronaforløb med at booke ferie med snarlig afrejse, for så er det ikke en uventet situation, hvis testen er positiv og man ikke kan tage af sted – og så dækker forsikringen ikke,” siger Eva Lindberg Vibe.
If er ifølge egne oplysninger Nordens største skadeforsikringsselskab, det ejes af den finske finanskoncern Sampo.
Relaterede artikler:
Op imod 1.000 danskere må aflyse skiferie i Østrig
Nye indrejseregler skaber problemer for skiturister i Østrig
Østrig åbner for skiturister med boosterstik