Alene-forældre rejser med alle børnene

Foto: Sanna Lindberg.

Foto: Sanna Lindberg.

Danskerne er i fuld gang med at bestille sommerferien og Star Tour vurderer, at 45.000 alene-forældre vil tage på charterferie med deres børn.

En analyse foretaget af Star Tour viser, at der i 17% af børnefamilierne er en voksen, der rejser alene med børnene. Det er en kraftig stigning i forhold til for to år siden, da tallet lå på 13%. Alene-forældre med tre børn på rejsen er i kraftigst vækst.

”Hele strukturen i rejsebranchen er bygget op om, at familier er to voksne og to børn. Men sådan ser virkeligheden jo ikke længere ud”, siger Nikolai Johnsen, pressechef i Star Tour.
Den store årsag er et rekordhøjt antal skilsmisser på 54% registreret af Dannmarks Statistik, hvilket resulterer i flere enlige fædre, mødre og sammenbragte familier.

De nye familiestørrelser stiller krav til branchen om at tilpasse mulighederne til den nye virkelighed.

”Mange af de nye familietyper oplever det som en irritation, at de skal betale fuld pris for to voksensenge, selv om de kun har brug for én voksenseng til dem selv. Derfor har vi oprettet særlige alene-med-barn-rabatter på 21 hoteller, hvor man ikke betaler for den tomme seng”, forklarer Nikolai Johnsen.

”Feriehotellet bliver næsten altid billigere for alenemoren, hvis hun slår sig sammen med en veninde eller bedstemor på rejsen. Efter ankomst kan man så vælge at fordele børn og voksne i værelserne, som man vil”, siger Nikolai Johnsen.