Alitalia lige før likvidation

Alle medlemmer af den magtfulde italienske investorgruppe – CAI consortiet – har valgt at trække deres investeringstilbud tilbage, hvilket er et hårdt slag for premierminister Silvio Berlusconi, som havde benyttet sine forretningsforbindelser til at få stablet gruppen på benene. Nu ser det ud til, at kampen for de 20.000 ansatte i Alitalia er tabt.

"Situationen er dramatisk, og det kan være den endelige slutning”, sagde Berlusconi til pressen til morgen og tilføjede at det var venstrefløjens og fagforeningernes skyld.

 

Den regeringsudpegede bobestyrer for Alitalia Augusto Fantozzi har gentagne gange advaret mod, at investorgruppen kunne trække sig ud, men siger nu, at han ufortrødent arbejder videre på at skaffe ny kapital og gøre hvadsomhelst for at holde Alitalia i live.

 

CAI trak sit tilbud tilbage da seks af de ni involverede fagforeninger afviste at deltage i det slankningsprojekt, som var en forudsætning for overtagelsen.

 

Alitalia taber to millioner Euro hver dag og har højst penge til yderligere 14 dage – men det kan blive kortere tid, for luftfartsmyndighederne har netop startet en kulegravning af selskabets forhold, og det kan eventuelt medføre øjeblikkelig lukning.

 

Skrevet af Flemming Juul