Identiteten på den nye direktør for Destination Vesterhavet afsløres den 20. november.

Ansætter hemmelig direktør

Den 1. januar tiltræder en ny direktør for Destination Vesterhavet, der bliver Danmarks største destination. Men navnet på direktøren forbliver hemmeligt lidt endnu.

Den 1. januar 2020 bliver Ringkøbing Fjord Turisme og den selvejende forening ProVarde fusioneret til Destination Vesterhavet, og det bliver med Ringkøbing Fjord Turisme som den fortsættende forening og med hjemsted i Hvide Sande.

Den nye destination bliver Danmarks største, idet det repræsenterer otte millioner årlige truistovernatninger, og arealmæssigt dækker det en kyststrækning på 104 kilometer.

I forbindelse med etableringen af Destination Vesterhavet har der været igangsat en rekrutteringsopgave med henblik på at finde den direktør, som skal bringe selskabet godt i gang. Det er et såkaldt forberedelsesudvalg bestående af de to borgmeste fra henholdsvis Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner, der sammen med bestyrelsesmedlemmer fra de to nuværende destinationsselskaber, der har haft til opgave at finde den kommende direktør.

Direktøren er nu fundet og ansættelseskontrakten underskrevet, mens navnet forbliver hemmeligt noget tid endnu.

“Vi ville meget gerne allerede nu offentliggøre navnet på den nye direktør, men af årsager som jeg ikke kan komme ind på, har vi ikke mulighed for at fortælle, hvem vores nye direktør er, før den 20. november,” siger formand for forberedelsesudvalget, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.

Direktør kommer udefra
Ifølge Hans Østergaard var der mange velkvalificerede ansøgninger i bunken, og i jobopslaget blev der understreget, at det var vigtigt, at den nye direktør havde erfaring med strategisk marketing og kommunikation, branding, public relations, markeds- og konkurrentanalyser samt gæste- og kunderejsen.

“Jeg kan afsløre, at direktøren kommer udefra, og at vedkommende deltager i den stiftende generalforsamling af Destination Vesterhavet den 20. november. Vores kommende direktør har gennem flere jobs i turismen og inden for kommunikation og marketing gode erfaringer for varetagelsen af jobbet, og har endvidere gjort sig mange gode tanker om videreudviklingen af turismen i Destination Vesterhavet,” uddyber Hans Østergaard.

Begge borgmestre i de to kommuner bag den nye destination understreger, at de har været meget tilfredse med ProVarde og Ringkøbing Fjord Turisme – og ledelsen i de to organisationer – som indtil nu har drevet turismeindsatsen i kommunerne.

6,8 millioner kroner fra start
Det nye turismeselskab er godt kapitaliseret fra start. Der er modtaget statslig støtte fra Erhvervsfremmestyrelsen på 3,4 millioner kroner, mens den erhvervsdrivende fond Dansk Kyst- og Naturturisme har bidraget med 400.000 kroner.

Herudover skal Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner hver især bidrage med 1,5 millioner kroner til det nye destinationsselskab, hvorfor der samlet er 6,8 millioner kroner at starte op på.

 

Relaterede artikler:

Kommune vil have flere sommerhuse til udlejning

Millioner til turistsamarbejde på den jyske vestkyst

Støtte til nyt turistprojekt på den jyske vestkyst