Askeskyerne driller stadig

Netop som det gik så godt, kommer der nye restriktioner på grund af askeskyer over Danmark. I aftes var Naviair meget længe om at komme med beregninger – faktisk over to timer mere end beregnet og tæt på midnat – og så var København fortsat i frizonen. I hvert fald indtil kl. 14 i dag. Det er meget apropos det tidspunkt, da Cimber Sterling forventer at have alle sine strandede passagerer hjemme. SAS regner med at have alle hjemme i løbet af et par dage.

 

Derimod så det ikke så godt ud for en linie fra Aalborg ned mod Fyn tilbage til Vestjylland og ud i Nordsøen. Det betyder i hvert fald lukning af Aalborg og Tirstrup, og måske kan Billund også komme i farezonen.Her til morgen lukkes også Malmø Lufthavn fra kl. 10.

 

Meget vil afhænge af, hvilken zone af de tre området ryger ind i. Der er den helt frie, som Danmark i går befandt sig i. Så er der zone 2, hvor der efter Cimbers vellykkede prøveflyvning også tillades flyvning på visse betingelser. Der var heller ingen aske i motorer eller andre steder på Cimbers ATR-fly.

 

Til gengæld er der en rød zone, hvor flyvninger overhovedet ikke tillades på grund af stærk koncentration af vulkanaske i skyerne.

De nye meldinger går også ud på, at flytrafikken til og fra Færøerne og Grønland er stoppet indtil videre.

 

Skrevet af Ejvind Olesen