Rejsende i Berlin Brandenburg Airport. (Foto: Anikka Bauer | Flughafen Berlin Brandenburg GmbH | PR)

Atter fremdrift i markedet for forretningsrejser

I 2020 var der en skarp nedgang i antallet af forretningsrejser i Tyskland grundet COVID-19, men nu tyder det på, at genopretningen er undervejs. Pandemien har dog ført til i hvert fald én ændring.

I kølvandet på COVID-19-pandemien har der været meget spekulation om, hvorvidt markedet for forretningsrejser ville komme sig igen, da de mange dage på hjemmekontoret har accelereret brugen af Teams, Zoom og andre værktøjer, der gør det muligt at holde møder via nettet.

Den seneste udgave af Verband Deutsches Reisemanagements (VDR) Business Travel Report, der undersøger tendenser blandt virksomheder i Tyskland, peger dog på, at markedet er på vej tilbage. Ifølge rapporten brugte selskaber i landet 32 procent mere på forretningsrejser i 2021 end året før, hvor strikse COVID-19-restriktioner blev en barriere for markedet.

Op mod 5,5 millioner personer tog på forretningsrejsende sidste år, og det er 67 procent flere end i 2020. Der er dog fortsat et stykke vej op til de 13 millioner erhvervsrejsende, som der var i 2019. I alt blev der foretaget 41,4 millioner forretningsrejser hos de tyske virksomheder sidste år, hvilket er 26 procent flere end i 2020, hvor der var 32,7 millioner. I 2019 var tallet 195,4 millioner.

Er af sted i længere tid
I rapporten står det dog også klart, at pandemien har ført til en ændring i rejsemønstrene således, at varigheden af forretningsrejserne overvejende er blevet forlænget. Hvor man tidligere tog på kortere ture, er forretningsfolkene nu i gennemsnit væk i 2,3 dage, når de rejser i forbindelse med arbejdet.

Derudover var flere end 1.500 ansatte i både Tysklands private erhvervsliv og den offentlige sektor, der var på erhvervsrejse i 2021, væk i fire dage eller mere, mens dagsture uden overnatninger udgjorde halvdelen af alle forretningsrejser sidste år.

”Rapporten afslører en tendens, hvor forretningsrejserne sidste år begyndte at vare længere. Endagsturenes popularitet er aftagende i forhold til før pandemien. De forretningsrejsende rejser nu sjældnere, men så er de til gengæld af sted i længere tid,” siger direktør Inge Pirner fra VDR.

Flere vælger tog frem for fly
Nye regler, der er på vej fra EU, forventes at bevirke, at større og børsnoterede virksomheder fremover i højere grad skal indrapportere, hvordan de tænker miljøhensyn og bæredygtighed ind i planlægningen af eksempelvis forretningsrejser.

Årets udgave af rapporten viser dog, at et stigende antal store virksomheder allerede søger at minimere klimaaftrykket på erhvervsrejserne. I løbet af de seneste to år er antallet steget fra 72 procent til 89 procent i det private erhvervsliv, mens det i den offentlige sektor er 80 procent, der forsøger at reducere CO2-udledningerne.

Det oplyses desuden, at det nu er blevet mere udbredt, at virksomhederne skifter en flyvning ud med en togtur på forretningsrejser, der foregår intent i Tyskland. 62 procent af de adspurgte virksomheder i rapporten har foretaget dette skifte, og i tillæg hertil har 14 procent planer om at gøre det i fremtiden.


Relaterede artikler:

Tre udfordringer i vejen for grønnere erhvervsrejser

Travel managers forventer flere forretningsrejser

Mange stressfaktorer ved forretningsrejser