Atter over 250.000 danskere i USA

Sidste år var der ca. 253.000 danske indrejser i USA – det endelige indrejsetal for hele året offentliggøres først ved den amerikanske fagmesse for rejsebranchen, Pow Wow, der i år afvikles i maj i Orlando.

 

Men de officielle amerikanske indrejsetal for januar til november sidste år viser 230.948 danske ankomster i USA. Det giver et månedligt snit på 20.995 – lægges dette oven i de næsten 231.000, bliver det til 252.943 danske indrejser i USA sidste år.
Det er et fald på 4,5 % sammenlignet med 2008, men stadig andet år i rap, at de danske ankomster til USA ligger over en kvart million.
Thailand er med ca. 150.000 årlige danske ankomster næststørste oversøiske rejseland fra Danmark.

 

Til sammenligning var der efter samme udregningsmodel næsten 195.000 norske indrejser sidste år i USA, et fald på 10,7 %. Endnu værre stod det til med svenske ankomster sidste år til USA. Det viser et anslået tal på næsten 265.000 ankomster for hele året – et dyk på 19,4 % sammenlignet med 2008.

 

Samlet fra Vesteuropa havde USA sidste år 10,9 mio. ankomster – et fald på 10,5 %.
Storbritannien var som sædvanlig størst med 3,6 mio. ankomster, en nedgang på 15 % sammenlignet med 2008.
Mindst var Vatikanstaten – 16 personer med pas fra Vatikanstaten ankom sidste år til USA, et fald på 6,3 %.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten