Sammen med Cook Islands opretter Australien og New Zealand i starten af det nye år en rejseboble, hvor der kun må rejses mellem de tre lande uden at deres borgere skal i karantæne.
Noget af genåbningen indenfor rejser verden over kan komme via de såkaldte rejsebobler. For eksempel har en rejseboble mellem Australien og New Zealand længe været ventet under coronakrisen.
I første omgang åbnede Australien i oktober en rejseboble, hvor borgere fra New Zealand kunne komme ind på udvalgte australske destinationer uden 14 dage i karantæne. Det skulle de til gengæld ved hjemkomsten til New Zealand.
Nu har New Zealand besluttet at tilslutte sig rejseboblen, også for at styrke turismen. Australien og New Zealand er typisk hinandens største turismemarkeder.
New Zealands premierminister Jacinda Ardern siger, at rejseboblen mellem de to lande plus Cook Islands forventes oprettet i første kvartal af næste år.
Lukket for andre lande
Australien og New Zealand har i dag under coronakrisen nogle af verdens strengeste indrejsekrav for borgere fra andre lande. Begge lande har nærmest siden starten af krisen i marts haft deres grænser lukkede for udlændinge.
Og australske og newzealandske borgere, der vender hjem til deres lande, skal for egen regning i to ugers karantæne på en statslig karantænestation.
De strenge regler har også betydet, at de to lande har kunne tackle coronavirussen med succes.
Australien med 25,6 millioner indbyggere har indtil nu haft 908 døde som følge af coronavirus, 35 for hver én million indbyggere. New Zealand med lige over fem millioner indbyggere har haft 25 døde som følge af coronaen; fem for hver én million indbyggere.
Til sammenligning har Danmark 5,8 millioner borgere og har netop nu 941 registrerede dødsfald på grund af corona – det er 162 per én million indbyggere. Tallene er fra hjemmesiden Worldometers.info/coronavirus
Tættere forbindelser
På det tætteste punkt ligger Australien og New Zealand med 2.000 kilometer af det Tasmanske Hav i mellem sig. Australske og newzealandske statsborgere kan uden problemer rejse ind i hinandens lande, også for at arbejde. 670.000, cirka hver sjette newzealænder, bor i Australien, mens der bor 70.000 australiere i New Zealand.
New Zealand har også planer om at åbne en rejseboble uden karantænekrav til Cook Islands i Stillehavet i første kvartal af det nye år. Cook Islands ligger cirka fire timers flyvning nordnordøst fra New Zealands største by Auckland, der også er den by i verden med flest borgere fra landene i Polynesien. Borgerne fra Cook Islanders har pas fra New Zealand.
Relaterede artikler:
Australien måske lukket for turister endnu et år