Rejse-Ankenævnet svarer på kritik

René Andersens læserbrev til Take Off var samtidig sendt som brev til Rejse-Ankenævnet som reaktion på nævnets vejledende retningslinjer efter katastrofen i det sydøstlige Asien. Selve svaret fra Otto Hedegaard Madsen til René Andersen følger længere nede i denne tekst (brug søgefunktionen her på hjemmesiden for at se René Andersens indlæg fra sidste uge – søgeord f.eks.: René Andersen)



I en kommentar til reaktionen fra Marco Polo-direktøren, siger Otto Hedegaard Madsen:



”Det er ærgerligt, hvis retningslinjerne ikke som tilsigtet har været en hjælp. Det er ligeledes utilfredsstillende, hvis det ikke er lykkedes at udlægge en juridisk problemstilling på forståelig vis.”



”Budskabet til branchens aktører var og er i den opståede situation navnlig: Hvis arrangøren/bureauet ikke aflyser rejsen til de omtalte katastroferamte områder, har kunden alligevel to muligheder for at få sine penge tilbage, nemlig enten som afbestillingsret eller som hæveret.”



”Så enkelt kunne det udtrykkes populært, men juridisk bedømt er det ikke så enkelt. Der er nemlig ud fra en juridisk synsvinkel betydelig forskel på, om en kunde har en afbestillingsret (efter pakkerejselovens § 9, stk. 3,) eller en hæveret (efter pakkerejselovens § 16, stk. 1).”



”Afbestillingsretten forudsætter, at der er en vis nærliggende fare for kundens liv eller førlighed.”



”Hæveretten forudsætter ikke nødvendigvis en sådan fare, men blot, at væsentlige ydelser ifølge aftalen ikke vil kunne blive leveret. Der tænkes her på fx indkvarterings- og udflugtsforhold samt faciliteter i øvrigt.”



”I begge tilfælde er det kunden, der skal kunne bevise/sandsynliggøre, at det forholder sig som hævdet.

Og til dette formål kan fx Udenrigsministeriets rejsevejledninger, oplysninger fra Sundhedsmyndigheder og andre offentligt tilgængelige kilder anvendes.”



”På bl.a. dette grundlag – og ikke blot pr. automatik – foretager Ankenævnet sin juridiske vurdering af, om kunden måtte have en afbestillingsret eller evt. en hæveret.”



”Denne retsstilling er fastslået i pakkerejseloven.”



”Hvis kunden og arrangøren/bureauet ikke er enige i Ankenævnets juridiske vurdering, er det – som for øvrigt i alle andre forhold, hvor kontraktsparter ikke kan blive enige – i sidste instans domstolene, der endeligt skal afgøre tvisten.”



”Ankenævnet, der træffer sine konkrete afgørelser efter gældende ret, henholder sig naturligvis hertil. Dette kommer ligeledes til udtryk i de generelt affattede vejledende retningslinjer.”



”Ankenævnet vil til stadighed bestræbe sig på at gøre budskaberne så enkle som muligt – med respekt for det juridiske indhold. Er man i tvivl om den rette forståelse heraf, er man altid velkommen til at kontakte Rejse-Ankenævnet.”



”I Take Offs november-udgave (11/2004) var en noget lignende problemstilling refereret fra et debatmøde med deltagelse af DRF, RID og Udenrigsministeriet. Rejse-Ankenævnet var desværre ikke inviteret til at deltage heri,” slutter Otto Hedegaard Madsen sine betragtninger.



Her følger Otto Hedegaard Madsens brev til René Andersen:



Kære direktør René Andersen,



Tak for bemærkningerne vedrørende Rejse-Ankenævnets nys udsendte vejledende retningslinjer vedrørende rejser til det sydøstlige Asien.

Det er altid rart at få feed-back.



I modsætning til Ankenævnets kendelser, der er konkrete afgørelser, er det lidt sværere i de generelle retningslinjer, der i sagens natur jo favner bredt, at være så ”koncist og bastant”, som det kunne ønskes af aktørerne i rejsebranchen.



Ankenævnet har lagt Udenrigsministeriets senest opdaterede rejsevejledning til grund og har således vurderet, at kunders afbestillingsret indtil videre skal være omfattet (alene) af de rejsemål, som ministeriet har frarådet.



Kunders afbestillingsret efter pakkerejselovens § 9, stk. 3, vil altid bero på en bedømmelse af den konkrete begivenhed, og som udgangspunkt vil en egentlig officiel myndighedsmeddelelse, f.eks. fra Udenrigsministeriet eller sundhedsmyndighederne, der fraråder rejse til pågældende rejsemål, efter lovens forarbejder være en betingelse for at kunne anse lovbestemmelsens kriterier for opfyldt.



Tæt knyttet til afbestillingsretten er kundens ret til at kunne hæve en allerede indgået aftale, såfremt kunden kan sandsynliggøre, at rejsens formål vil være væsentligt forfejlet, fordi arrangøren/bureauet ikke vil kunne levere ”varen.”



Denne hæveret for kunden er ikke – som ved afbestillingsretten – kun baseret på, om der er en nærliggende fare for kundens liv eller førlighed ved at rejse til det pågældende sted, men baseret på, om de aftalte ydelser – hotelindkvartering, udflugter, faciliteter m.v. – vil kunne leveres på stedet.



Da medierne udelukkende har fokuseret på en eventuel afbestillingsret, har Ankenævnet – som en service og hjælp – fundet det hensigtsmæssigt i sin vejledning samtidig at gøre opmærksom på en sådan eventuel hæveret.



Dette moment har Ankenævnet fundet det naturligt at gøre arrangører/bureauer udtrykkeligt opmærksom på, således at dette eventuelt tillige kunne indgå i overvejelserne over, hvornår det måtte være betimeligt at genoptage flyvninger til de katastroferamte områder.



Desværre er heller ikke Ankenævnet i stand til at konkretisere afgrænsningen af sådanne ”katastroferamte områder,” men det afgørende for Ankenævnet har i denne forbindelse blot været at gøre arrangøren/bureauet opmærksom på, at også denne problemstilling kunne være relevant.



”Det er selvsagt beklageligt, at dette budskab ikke har været klart nok,” afsluttes brevet fra formanden for Rejse-Ankenævnet, Otto Hedegaard Madsen.

Skrevet af