Babyboom til Thailand

Foto: Marcus Lawett.

Foto: Marcus Lawett.

Danske børnefamilier tager i stor stil de mindste familiemedlemmer med på vinterferie. Hos Star Tour finder man flest babyer, hvis flyet har kurs mod Thailand – her er tre ud af 100 nemlig småfolk.

I den kommende vinterferie har Star Tour oplevet en stigning på 20% af 0-2-årige til Thailand, og det er der ifølge bureauets pressechef en rigtig god grund til: ”Thailand er let at rejse rundt i med småbørn på armene, og samtidig elsker thaierne børn, som de altid varter op med et stort smil. Desuden har landet en række børnevenlige hoteller, hvor barnevogne og babymad er lige så naturligt som palmerne på stranden”, siger Nikolai Johnsen, pressechef for Star Tour.

Thailand ligger i hård konkurrence med USA, Caribien, Mauritius og Dubai om danskernes gunst, som eksotiske rejsemål. Men Star Tour forventer i år, at 175.000 danskere tager på ferie i det sydøstasiatiske ferieparadis – en stigning på 10% i forhold til 2014.

35% af danskerne vælger at bo to forskellige steder på en Thailand-ferie – for tre år siden var det kun 22%.

Det mest ’hotte’ område er angiveligt Krabi med to direkte fly, som rejsebureauet sender af sted om ugen.

”Når man har små børn med undgår man helst mellemlandinger. Derfor har vi satset på direkte fly til Krabi, siger Nikolai Johnsen.