Bagsiden af turismen toner mere og mere frem

Barcelona.

TURISME: En kortlægning af verdens turisme viser, hvordan truslerne hober sig op og ridser i medaljen. Flere byer har fået nok, men værst står det til i Venedig og Barcelona.

Formanden for WTTC (World Travel and Tourism Counsel), Gloria Guevara, hejser nu advarselsflaget før succes’en løber løbsk. Hun siger ifølge The Telegraph, at flere byer er på vej til, hvad man med en gammeldags betegnelse kan kalde for overbelægning. Det er bare så svært at acceptere, at det skulle være en trussel.

Men, siger hun: ”Turisme er en god ting for hele verden. Det skaber jobs og økonomisk vækst. Samtidig med, at verden bliver rigere med en milliard flere i den velhavende middelklasse i 2030 – får mange flere mulighed for at rejse og blive turister. Derfor vil væksten fortsætte og udsøgte områder blive mere og mere pressede.”

Organisationen nævner Venedig og Barcelona som eksempler, hvor gæsterne er blevet en belastning for byerne. Bystyre og regeringer må være på vagt. Seneste eksempel, hvor man i år er gået hårdt til værks med begrænset adgang, er Den gamle By i Dubrovnik.

WTTC vover sig ud med et tip om, hvor det kan gå galt i nær fremtid. Det er især i Lissabon, Prag og Marrakesh, samt andre i den globale turistverden som Tokyo, Orlando og Lima.

Turistmyndigheder skal ifølge organisationen forstå at sprede turismen, inden det er for sent og nævner i den forbindelse Island. Det nytte ikke noget, at alle de mange turister vil til Reykjavik. De må gøres interesseret i den nordlige del, for eksempel i Akureiri (som ligger lige på Polarcirklen, red.)

Får man ikke styr på udviklingen, bliver turismen en plage og ikke den gevinst, som alle regner den for, lyder det.