SAS halverer Bangkok-ruten

SAS halverer 1. maj sin betjening af ruten fra CPH til Bangkok/Singapore fra seks til tre ugentlige afgange. Med halveringen forsvinder, hvad der svarer til 1½ B747 om ugen fra CPH; SAS bruger Airbus 340 på Asien med 261 sæder.



SAS’ reduktion vil bl.a. give mere efterspørgsel hos Thai Airways og Singapore Airlines, der begge flyver direkte fra København til hhv. Bangkok og Singapore. SAS-ruten mellemlander i Bangkok til og fra Singapore.



Ifølge SAS kommer selskabet 17. august tilbage til seks ugentlige afgange på ruten – ifølge Amadeus dog først 29. oktober. SAS var tæt på at lukke ruten forrige år, men hævede i stedet billetpriser cirka 20%.



I en kommentar til SAS’ halvering på ruten, siger Thai Airways’ nordiske salgsdirektør, Flemming Sonne, til Take Off: ”Thai Airways øgede sidste efterår fra fem til seks ugentlige Boeing 747-afgange fra CPH til Bangkok, hertil har vi fire om ugen fra Stockholm. Vi søger fra vinter at få mere kapacitet, men ved endnu ikke, om vi får et ekstra fly. Vi har i hvert fald rigtig god belægning på ruten; mellem påske og frem til midt-juni er der lavsæson – resten af tiden flyver vi nærmest med fyldte fly – og vi tjener penge på ruten.”



PLAN B: SAS VIL FYRE OP TIL 15.000




SAS vil, ifølge, Berlingske, bl.a. gradvist lukke sine interkontinentale ruter og udelukkende operere i Europa. Men det er dog yderste konsekvens af den alternative Spareplan B, som vil træde i kraft, hvis ikke SAS-medarbejderne går i alt 1,6 mia. kr. ned i løn og øger effektiviteten.



”Vores sammenslutning af fagforeninger i København vurderer, at der på skandinavisk plan vil forsvinde 10-15.000 SAS-arbejdspladser, hvis Plan B gennemføres,” siger Verner Lundtoft Jensen, tillidsmand for det danske kabinepersonale.

Skrevet af