Bedre velkomst til krydstogtturister

københavns-havn-krydstogtTil næste år sætter København rekord i antal krydstogtgæster med 850.000 og fra næste sæson vil turister, der kommer med krydstogtskib, blive mødt med turistinformation på havnen, så de kan få mere ud af besøget.

Det er resultat af en aftale på Københavns Rådhus i forbindelse med Københavns Kommunes budget for 2017. Her er der afsat 4,4 millioner kroner til at styrke turistinformationen over for hovedstadens turister de næste fire år.

Her arbejdes der bl.a. med planer om en mobil turistinformation, der kan rykke ud, når krydstogtskibene lægger til. Det vil betyde endnu bedre service allerede når de går i land på enten Langelinie eller på Oceankaj i Nordhavnen.

”Vi skal sikre, at turisterne får en oplevelse af København som en kvalitetsdestination, så de kommer igen og anbefaler os til andre. Derfor er jeg glad for, at vi nu styrker servicen og informationen til bl.a. krydstogtgæsterne,” siger overborgmester Frank Jensen.