TURISME: For andet år i træk omsætter mødeturismen i Nordsjælland for over 1 milliard kr.
TURISME: For andet år i træk omsætter mødeturismen i Nordsjælland for over 1 milliard kr.
Omsætningen for turisme i Kongernes Nordsjælland kommer langt fra kun via den almindelige turisme. Ifølge en måling foretaget af VisitDanmark tegner mødevirksomheden sig for 1,1 milliarder kr. ud af den samlede turismeøkonomiske effekt på 4,9 milliarder kr.
Den omsætning er på ingen måder kommet af sig selv, men er opnået ved hjælp af en målrettet indsats fra VisitNordsjælland på at få flere mødegæster til området. Det har blandt andet resulteret i netværket Unikke Mødesteder i Kongernes Nordsjælland, hvor konkurrerende virksomheder samarbejder om at tiltrække flere kunder.
“Det tog et år at opbygge tilliden konkurrenterne imellem, og det var svært. Men som resultaterne begyndte at tikke ind, så faldt paraderne også. Forståelsen af, at man ‘ikke er en ø’, men at hvis man samarbejder, i dette tilfælde som en destination, så betaler det sig. Og sådan noget breder sig. Nu tør de traditionelle virksomheder også gå på tværs og komme ind på mødemarkedet, om man så må sige,” fortæller Berit Elmark, der har ledet og markedsført netværket siden 2012.
Tænker ud af boksen
Unikke Mødesteder i Kongernes Nordsjælland bliver stort set drevet som en selvstændig virksomhed under VisitNordsjælland. Den dækker fem kommuner og har egen strategi, budget og markedsføring.
“Det er også vigtigt for mig at understrege, at det flotte resultat altså er skabt af nogle meget hårdtarbejdende, professionelle mødesteder, der tør at tænke ud af boksen, og som er helt på højde med nogle af de dygtigste i København og Aarhus,” tilføjer Berit Elmark.
Tallene er hentet fra VisitDenmarks seneste rapport om Turismens Økonomiske Betydning 2015, som er den seneste generelle økonomiske rapport om turisme, der er udkommet.
Relaterede artikler:
VisitDenmark øger fokus på MICE