Der skal investeres ”trecifret millionbeløb” i Nordeuropas største kongreshal med for eksempel plads til 7.000 siddende gæster. Med den nye hal kan København tiltrække endnu større kongresser.
Mens Bella Center i dag er på over 80.000 kvadratmeter, vil Nordens største udstillingscenter udvide med over 20.000 kvadratmeter – blandt andet en ny søjlefri kongressal. Den samlede pris på udbygningen bliver under en halv milliard kroner.
Den nye hal bliver ifølge Bella Center den største kongreshal i Nordeuropa. Hvis godkendelserne falder på plads vil den stå klar sidst i 2020 med siddeplads til 7.000 – dobbelt så mange som Bella Center i dag har plads til i én hal. Den nye hal, der naturligvis også kan bruges til udstillinger, skal bygges på parkeringspladsen foran Bella Centers nuværende hovedindgang.
”Kombineret med de mange tusinde nye hotelværelser, der er på vej i København, vil hovedstaden med udvidelsen i Bella Center kunne byde på endnu større kongresser i fremtiden,” siger koncernchef Allan L. Agerholm fra BC (Bella Center) Hospitality Group til STANDBY.dk og tilføjer:
”Den hidtil største kongres i København var forrige år med 21.000 deltager – her var byens hoteller fyldt til bristepunktet. Med den nye hal i Bella Center og de mange tusinde nye hotelværelser kan København nu byde på kongresser med mellem 25-30.000 deltagere. Det er kongresser der i dag shopper uden om København, fordi vi ikke har kapacitet til dem.”
”Efterspørgslen efter internationale kongresser er steget de senere år, og vi er nu i en situation, hvor København har brug for at konsolidere sin position som attraktiv kongresby. Jo før vi kan komme i gang med denne udvidelse, jo bedre, ” siger han.
Den nye kongreshal forudsætter blandt andet en ny lokalplan. Godkendes planerne kan København i løbet af få år se frem til ikke blot øget kongreskapacitet, men også en øget kongresomsætning i hovedstadsområdet på 600-700 millioner kroner om året.
Udvidelsen af Bella Center omfatter dels den cirka 14.000 kvadratmeter store nye kongreshal samt yderligere 7.000m kvadratmeter ”fleksible områder.”
10.000 nye hotelværelser i København
”Et udvidet Bella Center vil også bidrage betydeligt til at stimulere efterspørgslen blandt byens kommende nye hoteller og derfor nærmest være ”hjælp til selvhjælp” i et fremtidigt stærkt konkurrencepræget hotelmarked, hvor efterspørgslen ikke bare stiger af sig selv,” siger Allan Agerholm.
I en kommentar til Bella Centers udbygningsplaner siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen:
”De attraktive videnkongresser er allerede i dag en milliardforretning for København. Og her er kapacitet i forhold til at kunne huse de store kongresser helt afgørende. Da vi, sammen med vores cirka 120 partnere på møde og kongresområdet, byder på kongresser adskillige år ud i fremtiden, er en hurtig afklaring på byens kapacitet på det her område vigtig.”
Hos Horesta, hovedorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, siger administrerende direktør, Katia K. Østergaard, om Bella Centers udvidelsesplaner:
”Der investeres i hotelbranchen som aldrig før – frem mod 2021 vil antallet af hotelværelser i København stige med cirka 10.000 nye værelser, svarende til en udvidelse af den nuværende kapacitet på omkring 50 procent. Der er derfor brug for, at vores kongresfaciliteter følger med og BC Hospitality Groups nye investering er en rigtig god nyhed for både byen og branchen.”
Relaterede artikler: