Bella Center-koncernen bliver stadig større, udover Bella Center omfatter den blandt andet hotellerne Bella Sky, til venstre, og Crowne Plaza, der anes yderst til højre. Arkivfoto.

Bella Center skal have flere ansatte

Mens Bella Center-koncernen, BCHG, i dag har omkring 1.000 medarbejdere, forventes tallet de kommende år at vokse med nogle hundrede. Måske er der flere hoteller på vej.

BC (Bella Center) Hospitality Group opretter fra august ny stilling som Director of Operations i ”People & Culture” med Pia Jakobsen i stillingen; hun refererer  til Henriette Fridericia, der er Group Director of People & Culture i BCHG – People & Culture var før koncernens HR-afdeling.
Pia Jakobsen har siden 2014 været general manager på det firestjernede Crowne Plaza-hotel, der også hører under BCHG. Ny i spidsen for Crowne Plaza-hotellet bliver Jens Frank-Mikkelsen, som STANDBY.dk skrev i fredags.

Pia Jakobsen skal i sit nye job arbejde med processer, udvikling og uddannelse af medarbejderne i BCHG-koncernen.
Om baggrunden for at skabe den nye funktion som operationsdirektør siger BCHG’s koncernchef, Allan L. Agerholm, til STANDBY.dk:

”Hvis opsvinget holder, også i vores del af branchen, bliver tilgængelighed af arbejdskraft en af de største udfordringer. Vores nye tiltag indenfor People & Culture skal være med til at BCHG kan fastholde dygtige og gode medarbejdere som det kan være dyrt og besværligt at erstatte. Vi skal fastholde fokus på mennesker og være med til at udvikle dem samt tiltrække nye talenter.”

BCHG har foreløbig omkring 1.000 fastansatte samt yderligere omkring 1.000, der kan trækkes på når der mangler mandskab.

Allan Agerholm forudser, at BCHG de kommende to-tre år skal have 2-400 flere medarbejdere end de nuværende – dels med den store planlagte udvidelse i Bella Center, dels med måske flere end koncernens nuværende tre københavnske hoteller.

”BCHG skal passe på vores medarbejdere og være en god arbejdsgiver; vi skal hjælpe alle chefer i BCHG med at være på forkant, så vi undgår at snuble i dagligdagen. Dette fokusområde optrapper vi ved at sætte en meget rutineret hotelchef som Pia Jakobsen ind som operationsdirektør for området People & Culture,” siger Allan Agerholm.

Øget profil på sociale medier
For at øge sin koncentration på People & Culture vil BCHG i stigende grad vise sin profil via sociale medier. ”I stedet for rekrutteringskampagner, arbejder vi med begrebet ”Hosting Your Future”. Via sociale medier skal vi blive bedre til at fortælle, hvad man som jobansøger får ud af at arbejde hos os i BCHG,” siger Allan Agerholm.

At BCHG får brug for flere hundrede nye medarbejdere de kommende år skyldes blandt andet planerne om at udvide med en stor ny kongreshal i Bella Center; den nye kongreshal bliver Nordeuropas største med plads til 7.000 siddende gæster.
Med den nye hal kan København tiltrække endnu større kongresser. Hallen mangler endnu en godkendelse fra Københavns Kommune – den manglende godkendelse fra kommunens teknik og miljøudvalg har allerede betydet, at Bella Center har tabt den første kongres, der skule have være holdt i den nye kongreshal inden 2022.

Udover den planlagte kongreshal skal BCHG muligvis have endnu et par hoteller, siger Allan Agerholm. BCHG har i dag tre store hoteller i København – udover Crowne Plaza også AC Bella Sky ved Bella Center samt Copenhagen Marriott. I alt har de tre hoteller tæt på 1.600 værelser – i 2020 kommer yderligere 400 værelser og suiter når Hilton Copenhagen City åbner ved Knippelsbro. Hilton-hotellet kommer også til at høre under BCHG-koncernen.

Relaterede artikler:

Kendt hotelprofil ny direktør på Crowne Plaza

Bella Center klar til stor udvidelse

Rejsebranchen skal bruge flere ansatte