Billigere charterrejser i 2014

cala d'or200 kroner. Så meget billigere er rejserne hos Star Tour i gennemsnit blevet over forårs- og sommersæsonen 2014.

Det er logistikken bag charterferien og rejsearrangørernes indbyrdes kamp om de bedste hoteller, der medfører billigere rejser i år:

”For at kunne tilbyde vores kunder de bedste hoteller på rejsemålene i højsæsonen, er vi nødt til at lave kontrakter både langt tid før og efter, altså i ydersæsonerne i foråret og sensommeren. Desuden er den stigende konkurrence med antal flysæder til rådighed med til at præge prisudviklingen. Det betyder, vi i gennemsnit for hele sommersæsonen kommer til at tilbyde billigere rejser til danskerne, så for forbrugerne er kampen om hotelsengene et scoop”, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Også Egyptens krise har indflydelse på rejsepriserne i 2014. Star Tour åbner for rejser til Egypten med 7.000 pladser over forår og sommer, og egypterne har sænket prisen på hotellerne væsentligt i forbindelse med krisen og det følgende stop for ferierejser. Det betyder, at Star Tour kan tilbyde rejser til Egypten til en langt lavere pris end normalt.