Billigere Storebæltsbro rammer Scandlines

TURISME: Regeringen vil fra næste år begynde at gøre det 25 pct. billigere at krydse broen. Det vil bl.a. ramme Scandlines’ færger mellem Danmark og Tyskland, hvorfor rederiet er klar med nye protester.

Fra næste år og frem til 2020 vil regeringen løbende sænke prisen for at køre over Storebæltsbroen, så det i 2020 er 25 pct. billigere end i dag.

Det har fået Scandlines til at sætte kurs mod det røde felt, da rederiet forventes at måtte nedsætte sine priser tilsvarende for at være konkurrencedygtig på dets to Østersøruter, Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Officielt kommer kritikken af prissænkningen på Storebæltsbroen fra en tysk naturfredningsforening NABU (Naturschutzbund Deutschland). NABU er ifølge ekspert i den danske rejsebranche, Ole Egholm, “totalt i lommen på Scandlines”.

Ifølge pressemeddelelse fra NABU er den danske beslutning om at sænke broafgiften på Storebælt et “benspænd for Femern Bælt-forbindelsen”, den planlagte tunnel-forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

At sænke prisen på Storebælt “vil medføre, at der flyttes trafik fra Femern Bælt-ruten via Puttgarden til Jyllands-ruten via Flensborg”, hedder det fra NABU.

“At Scandlines fortsætter færgedriften sideløbende med den planlagte tunnel, var ikke noget folkene bag Femern-projektet havde med i planlægningen. Nu slår Danmark benene væk under den projekterede faste Femern Bæltforbindelse ved at reducere broafgiften på Storebælt,” siger direktør for NABU, Leif Miller, og tilføjer:

“Danskerne er i færd med en gang uforsvarlig økonomisk harakiri på bekostning af naturen og miljøet.”

Tunnelprojektet under Femern vil ifølge NABU’s beregninger aldrig kunne tjene sig ind.

Ministerkritik af Scandlines
I forbindelse med debatten om broafgiften på Storebælt har den danske transportminister, Ole Birk Olesen, bebrejdet Scandlines, at det som en privat erhvervsvirksomhed modarbejdede danske interesser i at få en tunnel.

“Danmark og Tyskland har i 2005 selv privatiseret det tidligere statsejede rederi. At beklage sig over Scandlines nu er helt til grin. Det er ikke Scandlines, der modarbejder Danmark, men Danmark, der modarbejder Europa,” siger Malte Siegert, der ifølge NABU er Femern Bælt-ekspert.

Storebæltsbroen åbnede for vejtrafik i 1998 og mere end 10 millioner personbiler krydsede i 2016 broen.

Afviser kritik fra NABU
I en kommentar til NABU’s pressemeddelelse siger MBA’en Ole Egholm, der via sit firma Dansk Brancheanalyse i mange år har analyseret økonomien i bl.a. den danske rejsebranche, til standby.dk:

“Prisnedsættelsen på Storebælt rammer først og fremmest Scandlines, der også bliver nødt til at sætte sine priser ned. Det er nok dét, der overhovedet får NABU, der får en nævneværdig finansiering af Scandlines, til at reagere.

For når det bliver billigere over Storebælt, bliver Scandlines også nødt til at sætte sine priser ned for ikke at miste endnu flere kunder, end de allerede gør. Med andre ord gavner prisnedsættelsen over Storebælt alle rejsende til Tyskland fra Østdanmark,” siger Ole Egholm og fortsætter:

”Om prissænkningen over Storebælt overhovedet påvirker en kommende Femern-forbindelse tvivler jeg stærkt på. Man vælger ikke at køre en omvej på 140-190 km for at spare 300 kroner på en tunnelafgift over Femern, selv om Storebæltsbroen til den tid muligvis bliver gratis. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.”

Til gengæld vælger man gerne at køre de 140-190 km over Jylland, når prisen med Scandlines er 849 kr. per vej, og der stort set ikke er nogen tidsbesparelse, som situationen er i dag, mener Ole Egholm, der tilføjer:

”Så en prisnedsættelse gør ondt på Scandlines, der i forvejen har sat sine priser så højt, at de ligger omkring smertegrænsen for at vælge at køre udenom.”

Tror ikke på Scandlines
“Ingen tror, at Scandlines fortsætter med færgetrafik når Femern-bælt forbindelsen åbner. Udover de, der finansieres af Scandlines. Derfor er NABU’s nye udspil efter min vurdering ren propaganda for at skabe usikkerhed omkring Femern-byggeriet. Og aldeles uværdigt for en tysk miljøorganisation at blande sig i. NABU understreger med nedenstående, at den er totalt i lommen på Scandlines,” siger Ole Egholm og fortsætter:

”Jeg har beregnet, at samfundet tjener 226 milliarder kr. over de første 50 år med en fast Femernbælt-forbindelse. At bekæmpe dette for at fastholde et kapitalfondsejet monopol er direkte samfundsskadeligt, og det er sådan set også, hvad trafikministeren Ole Birk Olesen har sagt.”