Spanske Goldcar kommer igen sidst i årlig undersøgelse af kvaliteten hos store regionale biludlejere i Europa. Pressefoto: Goldcar.

Biludlejningsfirma får igen hård kritik

Den spanske biludlejer Goldcar – ejet af giganten Europcar – kom atter sidst i årlig opgørelse fra britisk forbrugerorganisation. Blandt de store udlejningsfirmaer topper Enterprise og Alamo.

Selvom spanske Goldcar er ejet af det store franske biludlejningsfirma Europcar, smitter dette tilsyneladende ikke på Goldcars måde at drive forretning på.

I hvert fald kommer Goldcar og et andet lavprisudlejningsfirma, InterRent, der også er ejet af Europcar, atter sidst i den årlige opgørelse fra den britiske forbrugerorganisation Which?

Which? fik til årets opgørelse svar fra 2.178 biludlejningskunder om deres oplevelser på området de seneste 12 måneder. Undersøgelsen gennemgår 15 store biludlejningsselskaber i Europa, blandt andet Alamo, Auto Reisen, Avis, Enterprise, Europcar, Goldcar, Hertz og Sixt.

Rangeringen er de 15 biludlejningsselskaber er kun til rådighed for betalende medlemmer af Which?, der dog oplyser, at de tre bedst placerede i årets opgørelse blev Cicar og AutoReisen, begge på De kanariske Øer, og Alamo Enterprise.

De tre i bunden var udover Goldcar og InterRent også Firefly.

Goldcar scorer navnlig lavt fordi kunder føler, at det ofte grove personale hos Goldcar presser dem til at købe tillægsydelser som forsikringer, de ikke ønsker eller har brug for, eller efter bilen er returneret hæver store ekstra beløb fra kundens kreditkort til dækning af skader, skriver Which? i en pressemeddelelse.

Danmarks Radios forbrugerprogram Kontant havde sidste efterår indslag om netop Goldcar og hvordan firmaet tilsyneladende snyder sine kunder ved at få dem til at købe en unødvendig ekstra forsikring.

Bundprop i seks år
Ifølge den britiske forbrugerorganisation er Goldcar kommet sidst i fem af de seneste seks år, hvor Which? har foretaget sin survey af biludlejningsbranchen.

Which? skriver også, at Europcars køb af Goldstar på ingen måde har forbedret den ranking det spanske biludlejningsselskab har i den årlige opgørelse.

I en kommentar til Which?-undersøgelsen skriver en talsperson fra Goldcar til CNN:

“Tidligere har vores kundeservice ikke været god nok – og det er vi opsat på at rette. I de fire måneder efter undersøgelsen i Which? blev foretaget, har vi arbejdet på at forbedre vores kundeservice ved blandt andet at styrke muligheden for at klage og få denne klage behandlet så hurtigt som muligt. Vi har behov for ændring af vores firmakultur til gavn for vores nuværende og kommende kunder.”

Så hellere blive hjemme
Rejseredaktør hos Which?, Rory Boland, siger i pressemeddelelsen:

”Biludlejningsbranchen er til dels præget af skrupelløse forretningsmetoder. Vores bedste råd er ikke at falde for den lovede pris, men vær sikker på hvad den endelige pris vil være. Ellers kan man hurtigt ende med en regning som gør, at man ønsker, man var blevet hjemme.”

Gode råd fra Forbrug.dk
Den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse oplyser til STANDBY.dk, at styrelsen ikke har nogen nye opgørelser over danskernes klager over biludlejningsselskaber, men henviser EU’s Forbruger Europa eller sin hjemmeside Forbrug.dk

Leder af Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent, sagde i juni sidste år i en pressemeddelelse:

”Det er ofte ekstra forsikringer, som kommer bag på forbrugerne. Vi har eksempler på, at forbrugere er tvunget til at købe ekstra forsikring ved skranken hos udlejningsfirmaet for at få bilen udleveret. Ved forsikringer kan det være meget svært at få pengene tilbage, hvis man først har accepteret at betale ekstra, fordi man har brugt servicen – også selvom man ikke har gjort skade på bilen. Der er hverken fortrydelsesret på billejen eller forsikringen, når lejeperioden først er gået i gang.”

Forbruger Europa har tre primære råd når der lejes bil: “Hold hovedet koldt og stå fast, hvis du mødes med urimelige krav, skriv ikke under på noget, du ikke forstår og vær særligt opmærksom, hvis der står ukendte beløb. Hav desuden et internationalt kreditkort. Visa/Dankortet bliver af nogle udlejere opfattet som et debetkort, der ikke giver mulighed for at blokere et depositum, og udlejeren kræver i stedet en ekstra forsikring,” siger Lars Arent.

Relaterede artikler:

Biludlejningsgigant køber selskab med dårligt ry

Flere klager over biludlejning

Millionbøde til spansk biludlejer