Københavns Lufthavn. (Foto: Henrik Baumgarten).

Booking af rejser overvælder kunder

Når kunderne skal booke rejser, føler de sig ofte overvældede. Rejsende bliver præsenteret for mange flere muligheder end før i tiden, når de booker, og de fleste efterspørger et samlet overblik.

Kunder føler sig ofte overvældede, når de skal booke en rejse. Det viser en rapport fra teknologivirksomheden Travelport. Således svarer 58 procent af de adspurgte, at de føler sig overvældede over for mange valgmuligheder, når de skal booke rejser.

56 procent mener, at det er blevet mere svært at forstå luftfartsselskabers tilbud over de seneste 10 år, og hele 71 procent af de rejsende bekymrer sig over, hvorvidt de har købt det bedste tilbud på deres rejse. Samtidig svarer 88 procent af de adspurgte, at de foretrækker at se alle flyafgange på en enkelt skærm.

Travelport sælger bookingløsninger til udbydere i rejsebranche, og tallene kommer fra en rapport fra virksomheden, hvor 1.659 forbrugere fra Tyskland, Sydafrika, Storbritannien of USA, som har fløjet mindst én gang over de seneste 12 måneder, har deltaget.

”Selvom udbydere af rejser generelt foretrækker den direkte kontakt med forbrugeren, betyder den store volumen af muligheder, at de rejsende bliver overvældet, når de skal vælge. Det betyder, at de har mindre tiltro til deres valg af booking,” fortæller Jen Catto, som er marketingdirektør hos Travelport.

Hun tilføjer:

”Vores undersøgelse viser, at de fleste rejsende føler sig ængstelige, når de booker en rejse i stedet for spændte. Det bekymrer sig for, om de har fået det bedste tilbud. I rejseindustrien betyder det, at behovet er stigende for rejsebureauer, som med deres ekspertise og overblik kan hjælpe deres kunder.”

Valgmulighederne er eksploderet
At rejsende føler sig overvældede, når de skal booke, hænger formentligt sammen med et forøget antal muligheder over de seneste 14 år. Travelport estimerer, at mængden af rejsemuligheder i 2010 lød på 500 udbudte economy og business-muligheder, mens der i dag er mere end 10.000 muligheder, hvilket er en stigning på rundt regnet 1.900 procent.

80 Procent af de rejsende føler, at det er vanskeligt at sammenligne billetpriser fra luftfartsselskaber, og at det er tidskrævende at lave sammenligningerne, mens 69 procent føler, at det er svært at få tilstrækkelig information på visse luftfartsselskabers hjemmesider.

Travelports undersøgelse viser derudover, at hele 70 procent af alle rejsende i Millennial-generationen og 64 procent af generation X ofte benytter sig af OTA’er, når de skal booke, fordi det giver et overblik over udvalget og priser på rejser.

 

Relaterede artikler:

Booking.com advarer efter stor stigning i svindel

Kender rejsepolitikken – men følger den ikke altid

Hotelorganisation i ny hård kritik Booking.com