Kong Charles og dronningegemalinde Camilla. (Foto: VisitBritain | PR)

Britisk kroning ventes at blive god forretning

Flere udenlandske turister og højere hotelpriser er nogle af de faktorer, der forventes at bidrage til øgede indtægter fra turismen i forbindelse med kong Charles’ kroning i næste måned.

Det bliver efter alt at dømme et tilløbsstykke, når kong Charles officielt bliver kronet den 6. maj ved en ceremoni, der finder sted i kirken Westminster Abbey i London.

Begivenheden forventes at tiltrække besøgende fra både nær og fjern til hovedstaden, hvilket – ifølge Caribbean News Digital – vil resultere i en indtægt fra turismen, der forventes at være i omegnen af en milliard pund, hvilket svarer til 8,4 milliarder kroner.

Det ventes, at der især vil komme en del tilrejsende fra Nordamerika samt fra andre dele af Storbritannien, da personer, som ikke er bosat i hovedstaden, formentlig også vil ønske at deltage i begivenheden.

Flere end i samme måned før COVID-19
Indtægterne vil både stamme fra hotelophold, restaurationsbranchen, detailhandlen i hovedstaden samt fra andre begivenheder, der finder sted i forbindelse med kroningen. De ventes alle at få et rygstød af fejringen, der varer fire dage.

VisitBritain har blandt andet benyttet begivenheden som anledning til at lancere en større kampagne, der skal trække turister til landet, og ifølge organisationen er antallet af reserverede flybilletter på afgange fra USA i maj i år 10 procent højere end i samme måned i 2019.

Den royale begivenhed finder sted på en lørdag og i den forbindelse er den følgende mandag blevet erklæret som en fridag, og det er en god nyhed, da disse oftest har en positiv indvirkning på landet turismebranche og i tillæg hertil kommer så alle arrangementerne, der har relation til fejringen, fortæller koncernchef Patricia Yates fra VisitBritain.

”Kroningen vil sætte gang i årets turistsæson, og vores forventning er, at den vil generere indtægter for både turismeaktører og destinationer efter de magre vintermåneder.”

Skruer priserne op
Nogle af hovedstadshotellerne har brugt den øgede efterspørgsel som løftestang til at hæve priserne, hvor priserne i visse tilfælde er blevet øget med op til 171 procent i weekenden omkring kroningen, da mange af de centralt beliggende indkvarteringsmuligheder allerede er fuldt booket.

Den royale fejring er potentielt også en god nyhed for restaurationsbranchen, da landets værtshuse og restauranter forventes at få en ekstraomsætning på 350 millioner pund (2,9 milliarder kroner) i løbet af weekenden.

Det skyldes både den ekstraordinære fridag om mandagen samt at det antal timer, som det er lovligt at udskænke alkohol i er blevet forlænget, i anledning af kroningen, lyder det fra erhvervsmediet Bloomberg.


Relaterede artikler:

Danske rejsearrangører er miniputter i Storbritannien

Kilroy Group åbner rejsebureauer i Storbritannien

Dronning besøgte 100-års jubilaren British Airways