British Airways’ koncernchef, Alex Cruz, eskorterer dronning Elizabeth forbi udvalgte BA-medarbejdere. Foto: BA, Nick Morrish.

Dronning besøgte 100-års jubilaren British Airways

I anledning af British Airways’ 100 års jubilæum i år havde flyet selskabet torsdag besøg af den 93-årige dronning Elizabeth.

Der var torsdag fornemt besøg på British Airways’ hovedkvarter, Waterside, tæt på flyselskabets hovedlufthavn, London Heathrow.

Klik for stort format. Dronning Elizabeth hilste unde sit besøg i BA’s hovedkvarter på en række medarbejdere, der havde gjort sig særlig fortjent til et kongeligt håndtryk. Alle fotos: Nick Morrish, British Airways.

Her mødte dronningen blandt andet BA-ansatte i flyselskabets tidligere uniformer – og besøgte British Airways’ museum, The Speedbird Centre. Museet var klar med en bred samling mindeværdige genstande med relation til dronningens mange historiske rejser med British Airways gennem hendes lange regenttid siden kroningen i 1953.

Blandt disse var fotos fra 1951 da Elizabeth som tronfølger og hendes mand, prins Philip, for første gang fløj over Atlanten – det skete ombord i en Boeing Stratocruiser fra London til canadiske Montreal på en af British Airways’ forgængere, BOAC.  

Der var blandt andet også fremsat modeller af de British Airways-fly som dronningen gennem årene har fløjet med, herunder gamle flytyper som De Havilland Comet 4, Boeing 70, Vickers VC-10 og Lockheed Tristar.

Dronningen mødte blandt mange andre også under sit besøg hos British Airways repræsentanter fra nogle af de velgørenhedsorganisationer som British Airways støtter, herunder Comic Relief, der indtil nu har indsamlet over en kvart million kroner til støtte for syge eller på anden måde udfordrede børn.

Pressemeddelelsen fra British Airways oplyser desværre ikke, hvor mange gange dronning Elizabeth har fløjet med BA.

Klik for stort format. På British Airways’ museum kunne dronningen blandt andet se en samling af alle de BA-flytyper, hun gennem årene har fløjet med. Navnlig Concorden ses tydeligt. Foto: BA.

”En ære med besøg af dronningen”
Ved afslutningen af besøget holdt British Airways’ koncernchef, spanske Alex Cruz, en kort tale og bad herefter dronningen afsløre en mindeplade om besøget hos BA. På pladen står der: ”Her Majesty The Queen visited Waterside to mark British Airways’ centenary – 23rd May 2019.”

Som afskedsgave fik dronning Elizabeth en model af en BOAC Stratocruiser, flytypen som hun og hendes mand fløj i, da de første gang fløj over Atlanten i 1951. Den kan nu pynte hjemme i en af stuerne på Buckingham Palace.

Bagefter sagde Alex Cruz: “Vi er så beærede over at Her Majesty The Queen besøgte os i anledning af 100 års jubilæet. Det var en udsøgt fornøjelse at kunne præsentere dronningen for både repræsentanter fra vores fantastiske personale og vise hende nogle af de mange minder vi har om hendes rejser med BA i vores museum. Dronningens besøg var et højdepunkt i vores jubilæumsår og noget vi alle vil huske i fremtiden.”

Klik for stort format. De har næsten samme alder… Dronning Elizabeth ved sit besøg hos 100 års jubilaren British Airways. Foto: BA.

Starten var 25. august 1919
Den første forfader til det nuværende British Airways regnes ifølge BA som flyselskabet Aircraft Transport and Travel Limited (AT&T), der 25. august 1919 lettede med sin første flyvning – verdens første daglige ruteflyvning – mellem London og Paris, fortæller BA i en gennemgang af britisk luftfarts historie.

I 1924 blev Storbritanniens fire flyselskaber, Instone, Handley Page, Daimler Airways (efterfølgeren for AT&T) og British Air Marine Navigation Company Limited, lagt sammen under navnet Imperial Airways Limited.

I 1935 gik en række nystartede britiske flyselskaber sammen under navnet British Airways Limited, der konkurrerede med Imperial Airways på de europæiske ruter.

I 1939, hvor Anden Verdenskrig begyndte i Europa, nationaliserede den britiske regering Imperial Airways og British Airways til selskabet British Overseas Airways Corporation (BOAC).

Efter krigen blev ruterne indenfor Europa fra 1946 fløjet af det nye flyselskab British European Airways (BEA). BOAC åbnede i efterkrigsårene oversøiske ruter til New York i 1946, Japan i 1948, Chicago i 1954 og USA’s vestkyst i 1957.

I starten af 1970’erne blev det besluttet at sammenlægge BOAC og BEA under navnet British Airways Board, hvilket formelt skete i 1974. I 1987 blev British Airways privatiseret.

Relaterede artikler:

Unikt gruppefoto: British Airways-fly i fem bemalinger

KLM er verdens ældste flyselskab

Det bliver i familien hos British Airways