Turisterne redder Disney

Hos Walt Disney Company sender man venlige tanker til de tusinder af turister, som er vendt tilbage til USA, hvor et besøg i en af koncernens forlystelsesparker for mange er et fast punkt på programmet. Der var således udenlandske gæster, der sikrede den kriseramte koncern en bedre begyndelse på regnskabsåret, end analytikere havde regnet med.



Fra hovedkontoret i Los Angeles måtte koncernen ganske vist meddele, at dens overskud i fjor var faldet 42 %, men omsætningen var takket være flere udenlandske besøgende i Disneyland og Disney World steget 6 %.



Ledelsen ser på den kommende tid med stærkt begrænset optimisme. Forbrugernes frygt for en krig i Golfen har allerede lagt en dæmper på omsætningen, og bryder krigen ud, kan der blive tale om en drastisk tilbagegang. ”Bortset fra de politiske ser jeg ingen skyer på horisonten,” siger topchef Michael Eisner med en af sine karakteristiske underdrivelser.



En væsentlig del af forklaringen på faldet i overskuddet er bl.a., at Disney har afskrevet 83 mio. USD på fly, som koncernen har leaset ud til United Airlines, der er i en kontrolleret betalingsstandsning (Chapter 11).

Skrevet af