Elling vandt over Boserup

Sig mig, hvor mange skridt du går om dagen, og jeg skal sige dig, hvordan din form og levevis egentlig er. Der er mode i skridttællere. Det har noget med at udfordre sig selv at gøre. Ligesom i golf, for at måle sit handicap.



Flere og flere gør det. Blandt andre Stig Elling fra Star Tour, som har anskaffet sig en skridttæller, selv om han cykler meget – og så tæller den mærkeligt nok ikke. Prøv selv. Idealet er noget med 10.000 skridt om dagen, eller ca. seks kilometer.



Bladet Helse har i sit december nummer, der kommer i næste uge, testet lufthavnschef Niels Boserup (billedet) og Stig Elling mod hinanden over en uge. Vel at mærke inden Elling tog fat på at stemme dørklokker i sin valgkamp på Frederiksberg.



Niels Boserup kunne slå alle rekorder, hvis han hver dag gik fra den ene ende af sin lufthavn til den anden. Et eldorado for en skridttæller. Men det gør han åbenbart ikke, for Stig Elling vandt kampen.



Hvor meget og hvordan må vi vente med at få oplyst til Helse er på gaden. Og så kan vi alle mindes Arne Myggens monolog til Lisbet Dahl om “Små bitte skridt” i en charterkø i lufthavnen. Men dengang var der ingen skridttællere.



Ejv.

Skrevet af