BTI holder fast på Danmark

Med en årsomsætning på ”over 300 mio. kr.” er BTI et af Danmarks 5-6 største på sit område. Men bureauet har i en årrække haft underskud i Danmark, ”det er selvfølgelig utilfredsstilende og noget, vi er ved at rette op,” siger Dorte Smith (billedet), chef for Client Management hos BTI i Danmark, til Take Off.



Hun er med svenskerne, Regional Manager Jan Andersson og Director of Operations, Anders Kedert, med i ledelsen af BTI’s Øresundsregion, som omfatter Danmark og Sydsverige.



Trioen understreger, at BTI trods økonomisk modgang i Danmark, ingen planer har om at trække sig fra det meget konkurrenceprægede danske marked for erhvervsrejser; et marked domineret af de tre store, CWT, TQ3 og VIA Travel, og med American Express på hastig fremmarch.



”Vi ønsker bestemt at være i Danmark for at betjene vore danske, regionale og internationale kunder. BTI er store i Norge og Sverige – hvorfor kunne vi ikke også blive det i Danmark?,” spørger Jan Andersson.

Ifølge regionschefen er omsætningen i år steget 10% i Danmark og produktiviteten øget 40 % hos de 50 ansatte på BTI’s to kontorer i Århus og det danske hovedkontor på Avedøre Holme ved København.



”Vi skal have mere fokus på tilfredse kunder – for om nogle år kan erhvervsrejsebureauer ikke leve af transaktioner, men skal tjene på at give kunderne tilført værdi, støtte og support, rejseafregningsprocessen osv. Vi skal bl.a. styrke kundernes mulighed for at booke online via vores systemer – foreløbig kommer 10 % af vore bookinger via dén kanal,” siger operationschef for Norden, Anders Kedert.



BTI-trioen fremhæver også et andet aktiv for erhvervsrejsebureauet, dets People Tracker-system. Via dette, siger BTI, ved bureauets kunder hele tiden præcist, hvor udsendte medarbejdere er, hvilke fly, hotel osv. de er booket på.



MERE SYNLIG

BTI er klar over, at det skal øge sin synlighed på det danske marked.

Indtil november blev BTI Danmark tegnet af den daværende country manager, Per Markussen. Men han stoppede, angiveligt fordi BTI vil integrere salg og kundeaktiviteter i Danmark i den svenske organisation og den nordiske ledelse i Stockholm.



”Udviklingen hos BTI i Danmark går organisatorisk i en retning, jeg ikke er enig i. Når det gælder kundekontakt skal man ikke centralisere, men være tæt på kunderne. Det danske marked er uhyre svært at arbejde i. Trods mange nye kunder, har BTI stadig en kritisk størrelse,” sagde Per Markussen i november til Take Off.

Han blev fra årsskiftet chef for VIA Travels Key Account Managers.



HB

Skrevet af