Rejsebureau på vej mod konkurs

Balkan Tours er ifølge Ekstra Bladet i går, søndag, på vej mod konkurs. Det københavnske rejsebureau har, skriver avisen, specialiseret sig i en særlig form for kundepleje: Når man køber en rejse, får man ingen billet.




For tre uger siden bestilte Gitte Sandal en flybillet fra København til Beograd og retur til sin søn. Men hun fik aldrig nogen billet med posten som lovet, og da hun kontaktede Balkan Tours fik hun at vide, at der var sket en beklagelig fejl, og at hun selvfølgelig ville få pengene tilbage. Det skete dog aldrig.



Samme nummer er indtil videre seks andre blevet udsat for af Balkan Tours, og heller ikke de har endnu set hverken billet eller pengeseddel. Flere opringninger til bureauet udløste lige så mange beklagelser og forsikringer om, at pengene snart ville blive overført.



De manglende penge har nu fået Gitte Sandal og en kollega, der også føler sig snydt, til at politianmelde bureauet for bedrageri.




”Vi er meget kede af det. Pengene til de seks kunder skal nok være der mandag eller senest tirsdag. Så er vi inde i et budget, hvor vi kan udlevere pengene, og det kommer vi til,” forklarer ejeren af Balkan Tours, Horia Bucurica, til Ekstra Bladet. Han siger også, at firmaet faktisk er lukket, og at han nu er tidligere ejer. ”Vi er på vej til at strukturere om. Enten med hjælp fra udlandet eller nogen herfra, men det kommer ikke til at få nogen indflydelse på de seks kunders penge. Dem får de selvfølgelig.”



Selv om Balkan Tours ifølge Bucurica således er lukket, så var det så sent som i onsdags stadig muligt at købe billetter hos bureauet. ”Hvis jeg ikke får pengene i mandag går jeg i Sø- og Handelsretten for at erklære ham konkurs,” siger Gitte Sandal.

Skrevet af