SAS slækker modstand mod SARS-refundering

SAS meddelte i går, at flyselskabet alligevel vil refundere prisen for bookede individuelle billetter til de to SARS-destinationer, Beijing og Hong Kong, selv om SAS ikke flyver på Hong Kong.




SAS’ afviste i første omgang at refundere billetten til de to destinationer og tilbød i stedet MCO’er, altså værdikuponer til rejser på andre SAS-destinationer. Den holdning gav megen kritik i rejsebranchen. Og foreløbig holder SAS fast på, at det ikke vil refundere flybilletter på pakkerejser, fx. grupperejser.



”Vi har nu truffet beslutning om at refundere ticket only-billetter som er udstedt til SAS til og med den 1. april. Når det gælder pakkerejser vil vi i hvert tilfælde vurderer henvendelserne fra de rejsebureauer, som kontakter os,” sagde SAS Danmarks salgsdirektør, Palle Christensen, i aftes til Take Off.




Han peger samtidig på, at rejsebureauerne når det gælder pakkerejser kan forsikre sig mod situationer som disse, således at de kan få pengene refunderet via forsikringsselskabet.



Danmarks Rejsebureau Forening, DRF, har ført en intens dialog med SAS om refundering af købte billetter til de officielt stemplede SARS-destinationer. DRF’s direktør, Lars Thykier, sagde i går til Take Off, at han er glad for at SAS delvist har skiftet holdning, men:


”Det er dumt hvis disse sager skal ende i rejseankenævnet; SAS kan jo se, hvad nævnet sandsynligvis vil dømme. Og udover SAS har mig bekendt kun Lufthansa og Alitalia haft samme holdning om at passagererne i stedet skal have MCO’er.”



REJSEANKENÆVN: TORONTO OGSÅ OMFATTET




Rejseankenævnet udsendte torsdag en ajourføring af de vejledende retningslinjer for behandling af rejsesager i anledning af SARS. Af denne fremgår det, at rejser til Toronto nu også er omfattet af nævnets vejledende retningslinjer af 8. april om behandlingen rejser/flytransport til Hong Kong og Kina.




Om pakkerejser skriver nævnet, at det finder, ”at kunden er berettiget til ikke at udsætte sig for den nærliggende fare for at blive smittet på de nævnte tre rejsemål. Kunden er som følge heraf berettiget til i medfør af pakkerejselovens § 9, stk. 3, at afbestille rejsen til disse rejsemål inden for 14 dage før rejsens påbegyndelse. Afbestillingsretten indebærer, at kunden skal have tilbagebetalt samtlige beløb kontant, der er betalt i henhold til aftalen.”



Samme holdning har nævnet til “kun flytransport,” men nævnet understreger, at afbestillingsretten IKKE gælder når flypassagerer til rejsemål uden for Hong Kong, Kina og Toronto udelukkende er i transit, dvs. foretager flyskift uden at de forlader lufthavnen.”

Skrevet af