El Al mangler penge

Det statslige israelske flyselskab, El Al, risikere ikke at overleve dette år i sin nuværende konstruktion, passagererne er simpelthen væk, skriver den israelske avis Ha’aretz, ifølge e-tid.com




Et medlem af El Al’s direktion siger til avisen, at der er problemer med pengestrømmen: ”Som det ser ud nu, har vi ikke penge til lønningerne i juni.”



El Al havde et overskud på 70 mio. USD i de første ni måneder af 2002, men siden er det gået ned ad bakke – ikke mindst pga. truslen om en forestående krig i Irak.




El Al forventer et underskud på 31 mio. USD for 2002. Men El Al kan få en fordel ved, at en række andre flyselskaber har indstillet beflyvningen af Israel pga. krigstruslerne.



Avisens kilde siger, at El Al i øjeblikket trimmer omkostningerne med lønnedgange, reduceret kommission til rejsebureauagenterne og at den israelske regering arbejder på at sælge 49% af flyselskabet i år.



Rejsende til Israel faldt i fjor for første gang i 20 år til under en million. I alt ankom 862.000 turister til landet, de tre største grupper var fra USA, Frankrig og Storbritannien med hhv. 206.000, 119.000 og 98.000 turister.




De 862.000 var 30% under tallet fra 2001 og 70% mindre end i år 2000.



Turisme er en af Israels hovedindtjenere af udenlandsk valuta; faldet har betydet lukning af mange hoteller og restauranter og tab af tusindvis af arbejdspladser.

Skrevet af