Lille tilbagegang for charter

Markedet for charterrejsende gik svagt tilbage i første halvår. Ifølge tal fra Tjæreborg Rejser blev det en tilbagegang på 0,8% fra 475.000 til 471.000 kunder.



Selv om Tyrkiet ikke var involveret i Irak-krigen, tabte tyrkerne slaget om de danske chartergæster. I første halvår faldt antallet af danske feriegæster godt 13.000 til ca. 41.000 – et minus på ca. en fjerdel i forhold til året før. Bulgarien og Spanien har opsuget mange af de gæster, Tyrkiet har mistet.



KONGELIG FORLOVELSE VIL ØGE INTERESSE FOR AUSTRALIEN




Til gengæld kan charterbranchen – sammen med resten af outgoing-branchen – se frem et muligt nyt rejsemål, Tasmanien. De seneste tids medieomtale af en mulig forestående forlovelse mellem kronprins Frederik og australske Mary Donaldson fra Tasmanien, har fået charterbranchen i Danmark til at gøre klar til at satse på Australien, hvis forlovelse og bryllup bliver en realitet.



”Australien er på ønskelisten hos danske rejsekunder og charterselskaber. Det er svært at starte et nyt rejsemål – her får vi det serveret på en sølvbakke,” siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour Danmark. Han henviser til, at Australien og Tasmanien vil blive omgærdet af enorm interesse fra de danske medier.



”Skulle kronprins Frederik og Mary Donaldson blive gift, er vi ikke i tvivl om, at danskerne vil få lyst til at rejse til Australien. Ikke som et nyt stort feriemål, men i lighed med andre oversøiske rejsemål,” siger Stig Elling til Ritzau.

Skrevet af