Chefer dropper forretningsrejsen

Stadig flere af verdens virksomheder er begyndt at skære ned på deres chefers forretningsrejser. Således melder den internationale luftfartssammenslutning, IATA, at verden lige nu oplever det største dyk i forretningsrejser og rejser på første klasse i fem år. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

Rejserne droppes ikke kun af økonomiske omstændigheder. Mange virksomheder bekymrer sig om et grønt image, og der bliver i stigende grad også sat spørgsmålstegn ved, hvor produktivt det er at flyve til møder, som ofte kan klares lige så let ved hjælp af videokonferencer eller webmøder. Desuden formodes det også at spille en rolle, at hyppige rejseaktiviteter kan have konsekvenser for chefers helbred og familieliv. 

Skrevet af Simon Jørgensen