”Hvis du ikke har besøgt København, har du undgået en af planetens mest magiske byer,” skriver USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, om stor CNN-artikel om København.
Rufus Gifford, der var USA’s ambassadør i Danmark fra 2013-17, har tæt på 100.000 følgere på Twitter, hvor han skrev sin kommentar.
Artiklen på CNN har overskriften ”Copenhagen: Europe’s new capital of cool” og omtaler københavnske attraktioner, spisesteder, hoteller og meget mere.
København præsenteres i artiklen som en stor by med 1,3 millioner borgere i et lille land med blot 5,6 millioner indbyggere.
”Danmarks hovedstad er det mest hotte sted i Europa netop nu. Det skandinaviske hverdagsliv kombineres med nordisk, verdensklasse kogekunst og et trygt, rent og grønt miljø, blandt andet med verdens mest cool nabolag, Nørrebro,” skriver journalisten Helen Russell, der har boet i Danmark i ni år.
Hun fremhæver blandt andet, at København ikke er tilplastret med skyskrabere, men navnlig præges af fire til seks etager høje bygninger.
Design overalt
Design er over det hele, hedder det videre. Artiklen nævner blandt andet Radisson Collection Royal Hotel, tegnet af Arne Jacobsen.
Der er også fokus på det danske ord ”samfundssind,” som bliver forklaret, herunder at samfundssind har været med til at få Danmark nogenlunde gennem coronakrisen.
København fremhæves også for sin lave kriminalitet, artiklen kan være skrevet inden de seneste fire skudepisoder i København, at der ikke er stor forskel på rig og fattig, at nærmest halvdelen af københavnerne cykler – og at det er let at leje en cykel.
Fremhæver Michelin-restauranter og superhoteller
CNN omtaler også de københavnske Michelin-restauranter med Noma og Geranium i spidsen.
Og så stilles der også skarpt på nogle af Københavns bedste hoteller. Det gælder blandt andet et af Københavns nyeste high end-hoteller, Villa Copenhagen, med sin overskudsopvarmede udendørs pool i bygningen med det gamle hovedpostkontor.
Der er også femstjernede Manon Les Suites fra Guldsmeden Hotels. ”Hotellet fortjener en omtale for sit boheme-interiør med den Bali-inspirerede indendørs pool som man bare ikke har lyst til at forlade,” skriver CNN.
Fin omtale får også Hotel Sanders samt Kanalhuset med blot 12 hotelværelser på det hippe Christianshavn.
Relaterede artikler:
Danmark får stor turismeomtale på CNN