Costas andet uheldsskib vender næppe tilbage

Hårdt trænge Costa Cruise ser nu i øjnene, at der i hvert fald ikke i år bliver flere sejladser hverken med Costa Allegra (foto), som fik alvorlige skader ud for Seychellerne, eller Concordia, der fortsat ligger vandret ud for den italienske ø Giglio.

 

Derfor har rederiet taget Costa Voyager ud af driften i Det røde Hav og sætter det ind på Allegras ruter i sommer.

 

De passagerer, som skulle have været på cruise i Rødehavet, får tilbudt andre ture eller fuld tilbagebetaling og 30 procent rabat på næste cruise.
Den med rabatterne er Costa Cruise ved at blive rigtig kendt for oven på alle ulykkerne.

 

Selv om der er tale om et meget stort rederi er det en kendsgerning, at der i år må tages omkring 5.000 pladser ud af programmet hver uge hele sommeren. Det vil kunne mærkes, når sæsonens resultat gøres op. Hertil kommer så den negative effekt af de rabatterede priser.

 

I øvrigt kritiseres Costa for at true ansatte på Concordia til at acceptere en erstatning for oplevelserne ved havariet på en fjerdedel af, hvad skibets passagerer er blevet tilbudt, skriver Financial Times.
Besætningsmedlemmerne er blevet tilbudt ca. 20.000 kr. for havariet, der kostede 32 omkomne. Skibet havde 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer, da det ramte kysten ud for Toscana.

Omvendt er passagererne på Concordia hver tilbudt tæt på 100.000 kr.

Skrevet af redaktionen