Sterling vil fjerne Maersk Airs særkende

Ifølge Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, overlever Maersk Airs koncept ”Fly as you like” ikke den kommende fusion af de to selskaber. Dermed er det snart slut med at kunne købe bl.a. ekstra benplads.



”Fly as you like” har ikke været en succes. Jeg kan ikke forestille mig, at det fortsætter, når vi overtager Maersk Air. Fly as you like er et enormt omkostningstungt koncept, som stiller store krav til it-styring og organisering. Det er ikke efter vor opfattelse er foreneligt med lavpris,” siger Stefan Vilner til Politiken.

Sterlings adm. direktør, islændingen Almar Örn Hilmarsson har lovet Maersk-kunder, der har bestilt ekstra benplads, at nok skal få ønsket opfyldt.



MAERSK AIR FLYVER SOM HIDTIL

Men det er sikkert en god ide at hamstre flybilletter til Sterling og Maersk Air – priserne falder næppe når Sterling opsluger Maersk Air.



Maersk Air vil ikke oplyse, hvordan den overraskende nyhed om at Sterling overtager flyselskabet fredag påvirkede salget, men Maersk Air understreger at indtil videre er det business as usual.



Sterlings nye ejer, det islandske firma Fons Eignarhaldsfelag, overtager de kommercielle aktiviteter i Maersk Air indenfor de næste måneder.

Dermed, understreger Maersk Air, har A.P. Møller indtil videre de juridiske forpligtelser og kunder kan fortsat købe billetter til Maersk Air. Maersk Air er modsat Sterling medlem af IATA, ruteflyene organisation, det indebærer bl.a. en garanti til at sørge for transport af vores kunder i henhold til den billet, de har købt.



”I perioden frem til den reelle overtagelse, vil ledelserne af Sterling og Maersk Airs vurdere de to selskabers produkter og strategier for at tage det bedste fra hvert og udvikle en ny fælles strategi for det nye selskab,” hedder det fra Maersk Air som takker samarbejdspartnere blandt f.eks. rejsebureauer og firmakunder for den store opbakning – herunder til fly as you like, som formentlig forsvinder.



I øvrigt havde Maersk Air passagerrekord i sidste uge med ”langt over 80%”

Skrevet af