Røde ører hos Gate Eleven efter fejlagtig kundeinformation

Det gav stor opstandelse i MyTravel-koncernen torsdag, da Radioavisen afslørede, at to sælgere hos Gate Eleven fortiede risikoen for terror ved rejser til Bali (billedet). MyTravels danske direktør siger, at de to sælgere ikke kendte rejsevejledningen…



Journalister fra Radioavisen ringede anonymt til en række danske rejsebureauer for at spørge til rejser til destinationer på det danske Udenrigsministeriums liste over lande, der er rejsevejledninger for. Hos Gate Eleven sagde en sælger om Bali: ”De (Udenrigsministeriet, red) fraråder ikke rejser, men anviser agtpågivenhed.”



I Udenrigsministeriets rejsevejledning for Indonesien står at “alle ikke-nødvendige rejser til Indonesien, herunder Bali, frarådes”, og at der er “meget stor risiko for terrorangreb mod vestlige, herunder civile mål.” Danmark er angiveligt eneste nordiske land med advarsel om at rejse til Bali.



Anden gang, den anonyme journalist ringede til Gate Eleven, fortalte en ny sælger, at Bali er blandt de sikreste rejsemål i Sydøstasien… To terrorbomber på Bali i 2002 dræbte i 202, primært australske turister, men også tre danske.



Indslaget i Radioavisen fik både MyTravel og Danmarks Rejsebureauforening til at rykke ud med pressemeddelelser.



MyTravels danske direktør, Bjarne Hornbek, siger til Take Off Weekly: ”De to sælgere hos Gate Eleven gav helt forkert information. Vor politik er, at hvis Udenrigsministeriet advarer mod eller fraråder rejser til bestemte destinationer, skal vore sælgere aktivt informere om det. Vi har dog et system som sikrer, at når der købes rejser til ”udsatte” rejsemål, får kunderne samme med billetten skriftligt information fra ministeriet – herefter står det dem frit at afbestille.”



”På MyTravels intranet findes alle rejsevejledninger, så alle sælgere har adgang til dem, det her burde aldrig være sket.

Vi har i dag indskærpet vor politik over for vore sælgere. De to sælgere burde have gjort dette, det er naturligvis ikke vor politik at misinformere. De to sælgere har dybt beklaget det skete og sagt, at de ikke har været opmærksom på gældende information. Det tror jeg på, de har jo intet motiv til at lyve,” siger Bjarne Hornbek.



På Gate Elevens hjemmeside er nu et link til Udenrigsministeriets hjemmeside med rejsevejledninger.



OGSÅ ANDRE REJSEBUREAUER DUMMER SIG

Ved Radioavisens rundringning til en række danske rejsebureauer oplyste mange ikke kunderne om, at Udenrigsministeriet har rejsevejledninger for bestemte rejsemål, som der blev spurgt til.



For rejser til Tyrkiet skriver Udenrigsministeriet, at der er “en betydelig risiko for terrorangreb” og at rejsende bør udvise største agtpågivenhed i de større byer. Men hos Vejle Rejser sagde en sælger om en rejse til Istanbul: ”Vi kan kun henholde os til, hvad Udenrigsministeriet siger. De skriver, at det udelukkende er i det sydøstlige Tyrkiet man skal udvise forsigtighed.”



Fire andre rejsearrangører informerede overhovedet ikke om terrortruslerne mod Tyrkiet.



DRF GRIBER IND

”Vi vil indskærpe, at Udenrigsministeriets meldinger er væsentlig information for de rejsende. Decideret fejlinformation er ikke kendetegnende for en seriøs branche, og det er helt klart noget, vi vil bremse,” sagde formand for Danmarks Rejsebureau Forening, adm. direktør for FDM travel, Jesper Ewald, til Radioavisen.



Senere torsdag udsendte DRF’s adm. direktør, Lars Thykier, en information til sine medlemmer, hvori det bl.a. hed: ”På given foranledning skal vi hermed indskærpe, at I for rejser til lande, hvortil Udenrigsministeriet fraråder rejser, skal oplyse jeres kunder om, at Udenrigsministeriet har denne vurdering. Denne oplysning kunne eksempelvis gives ved enten at udlevere rejsevejledningen til kunden, eller på fakturaen/rejseplanen gøre opmærksom på, at Udenrigsministeriet fraråder rejser til det pågældende land.”



”Når en kunde konkret spørger til forholdene på en bestemt destination/land, påhviler der jer en skærpet forpligtelse til at videregive Udenrigsministeriets vejledninger. Udenrigsministeriet har i øjeblikket vejledninger gældende for rejser til 38 lande,” skrev Lars Thykier.


Skrevet af