Indbydelserne til Danish Travel Awards 2012 er netop sendt ud; ligesom sidste år uddeles også 20 awards i år.
I alt er der plads til 350 gæster på Danish Travel Award-aftenen, lidt lavere end sidste år, da det er en meget kostbar aften. Derfor arrangeres den igen i år med en række gode sponsorer, Billund Lufthavn, Gouda Rejseforsikring, Novia i Københavns Lufthavn, Trippus Event Solutions og Wallmans. Samtidig vil der igen i år være sat pladser af som kan købes af de firmaer, der gerne vil have flere end de indbudte topchefer med.
Som tommelfingerregel indbydes to topchefer fra hvert firma – hvad enten det er et flyselskab, rejsebureau, hotelkæde, turistkontor, biludlejningsselskab etc.
Selve vinderne af Danish Travel Awards findes via analyseinstituttet You Govs 1.400-medlemmer store Danmarks-panel samt via flere tusinde medarbejdere i den danske rejsebranche.
En ændring i år, som vi allerede nu kender, bliver konferencieren. Jes Dorph-Petersen, der de seneste fem år på bedste vis har ledet slagets gang, er som de fleste ved stoppet på TV 2 og er nu hos TV3 Viasat, hvor han skal være vært ved Champions League-kampene. Og 9. oktober er der Champions League-fodbold.
Ved sidste års Danish Travel Awards var en anden vært fra TV 2 Nyhederne, Johannes Langkilde, på scenen med Jes Dorph. Johannes Langkilde er klar igen i år – med sig har han en anden kendt studievært fra TV 2, Cecilie Beck.
Som noget nyt, udover de 20 Danish Travel Awards, hyldes i år også vinderen af årets ”Stand By Prisen.”
Modtageren vælges af Danish Travel Awards Præsidium, alle har kunnet sende forslag med begrundelse – oplyste vi i starten af september på såvel standby.dk som takeoff.dk
Den nye pris gives til en enkelt eller flere i rejsebranchen. Der lægges vægt på nyskabelser, kvalitet, pris, sikkerhed, ide, kreativitet og service. Det skal samtidig være noget, som skaber øget værdi for forbrugernes rejseliv i Danmark eller udlandet.
Her er kategorierne – med sidste års vinder i parentes:
Bedste Biludlejningsselskab (Holiday Autos – valgt af forbrugerne og ansatte i rejsebranchen)
Bedste Busrejsearrangør (Riis Rejser valgt af forbrugerne)
Bedste Passagerrederi med trafik på Danmark (Color Line – valgt af forbrugerne)
Bedste Krydstogtrederi med skibe til over 1.000 gæster (Royal Caribbean – valgt af forbrugerne og rejsebranchen.)
Bedste krydstogtsrederi med skibe til under 1.000 passagerer (Silversea Cruises – valgt af rejsebranchen)
Bedste Lavprisflyselskab (Air Berlin – vinderen udpeges af rejsebranchen samt forbrugerne)
Bedste Charterflyselskab (SAS – valgt af forbrugerne)
Bedste indenrigsflyselskab i Danmark (SAS – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste Europæiske Flyselskab (Swiss – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste Interkontinentale flyselskab (Emirates – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste business class på interkontinentale flyvninger (British Airways – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste Rejse Website (Momondo – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste charterrejsebureau (Falk Lauritsen Rejser – valgt af forbrugerne)
Bedste Ferierejsebureau (Spies – valgt af forbrugerne)
Bedste forretningsrejsebureau (Carlson Wagonlit Travel – valgt af rejsebranchen)
Bedste Feriehotel i Danmark (Comwells Kellers Park Hotel – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste Forretningshotel i Danmark (First Hotel Skt. Petri – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste Hotelkæde – med mindst to hoteller i Danmark (Radisson Blu Hotels – valgt af rejsebranchen og forbrugerne)
Bedste Udenlandske Turistkontor i Danmark (Østrig; vinderen findes ved afstemning i rejsebranchen)
Bedste Turistland (USA – afgøres af forbrugerne)
Stand By er teknisk arrangør af Danish Travel Awards, hvis præsidium udgøres af formændene for en række væsentlige foreninger i rejsebranchen.
Disse tæller bl.a. turistbureauernes forening, ANTOR (Stig Kaspersen), de udenlandske flyselskaber i Danmark, BARD (Per Carøe), Danmarks Rejsebureau Forening (Jesper Ewald), Foreningen af Danske Rejsejournalister (Anne-Vibeke Isaksen), Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (de store charterselskaber), Jan Vendelbo, Horesta (Jens Zimmer Christensen) samt PATA Danmark (Karin Gert Nielsen).