Fra den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Danmark dropper kritiseret grænsekontrol

”Ophævelsen af grænsekontrol mod Sverige vil gøre livet betydeligt nemmere, også for turister,” siger Dansk Erhverv efter nyhed om, at Danmark omlægger grænsekontrol til Tyskland og Sverige.

Justitsministeriet oplyste fredag formiddag, at den danske regering i dag har meddelt EU-kommissionen, at grænsekontrollen mod Sverige ophæves. Samtidig omlægges grænsekontrollen mod Tyskland. Ændringerne træder i kraft den 12. maj.

Grænsekontrollen videreføres i en ny midlertidig periode på seks måneder, men i en ny form, hvor der i højere grad fokuseres på at styrke indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet i grænseområderne frem for indrejsekontrol. På den måde vil det også blive lettere at være pendler i grænseområdet, skriver justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Den 12. maj vil grænsekontrollen mod Sverige ophøre. Det betyder, at de periodevise indrejsekontroller på Øresundsforbindelsen og i de større havne med ankomster fra Sverige ophører. Navnlig Øresundsbroen har ofte kritiseret den danske grænsekontrol.

Omvendt bliver grænsekontrollen mod Tyskland genindført i en ny midlertidig periode og vil som udgangspunkt løbe den 11. november. Kontroltrykket vil blive ændret betydeligt, så der kontrolleres færre indrejsende, oplyses det.

Dansk Erhverv: En fantastisk nyhed
I en pressemeddelelse på baggrund af nyheden om den ændrede danske grænsekontrol, skriver Dansk Erhverv blandt andet: ”En ophævelse af grænsekontrol vil gøre livet nemmere for både pendlere og erhvervslivet, og er derfor en fantastisk nyhed.”

Fra erhvervsorganisationen siger Jesper Kronborg, branchedirektør for Dansk Erhverv Transport: ”Selv om myndighederne har prøvet at gøre grænsekontrollen så smidig, som muligt, er det klart, at den kommende ophævelse vil gøre livet betydeligt nemmere for både pendlere, turister og transport af varer over Øresund.

At grænsekontrollen nu bliver ophævet, er en rigtig god nyhed, som også vil løfte Øresundsregionen. Nu er det vigtigt, at grænsekontrollen også fra svensk side ophæves. Vi har i dansk-svensk regi været i gang med at genskabe det fælles arbejdsmarked i Greater Copenhagen efter coronaen, og nu er det vigtigt, at vi kommer i mål, så vi kan få et mere velintegreret og sammenhængende arbejdsmarked og samarbejde på tværs af Øresundsregionen.”

Jesper Kronborg siger blandt andet om ændringerne af den danske grænsekontrol mod Tyskland: ”Det vil betyde, at det bliver nemmere og hurtigere for mange at komme over den dansk-tyske-grænse, og det vil særligt i sommerperioden få en stor positiv betydning.”

 

Relaterede artikler:

Grænsekontrol halverer personrejser over Øresund

Bilkø ved den danske grænse er en dårlig velkomst

Øresundsbron hæver og sænker priserne